Kunsten at vælge fra…

… og ikke blive stresset over det.

Jeg har altid har haft lidt svært ved at foretage valg. For med valg følger jo fravalg, og det har altid stresset mig at tænke på alt det, jeg er går glip af, når jeg laver noget andet. Tidligere har jeg nærmest kunne panikke i en følelse af, at livet og alle dets muligheder bare susede forbi mig fra alle sider, mens jeg bare sad helt handlingslammet og gloede på det uden rigtig at deltage i noget af det.
Sådan er det heldigvis ikke længere, og jeg er for længst blevet langt bedre til at prioritere og give slip på tanken om alt det, jeg misser, og i stedet nyde nuet og livet i det hele taget. Men den her weekend har godt nok været en prøvelse.

Først og fremmest var der jo yogafestivalen, som jeg efterhånden har skrevet en del om. Og når nu jeg var en del af teamet bag festivalen som frivillig – og desuden havde glædet mig i månedsvis – var der ikke rigtig nogen tvivl om, at jeg selvfølgelig skulle derud både lørdag og søndag (og godt at jeg gjorde det – hundredevis af glade mennesker, fantastiske workshops, gensyn med yogavenner fra forskellige steder, møder med nye, inspirerende folk og bare en vildt positiv stemning overalt i to dage.)

Til svedig Jivamukti med skønne Louise Justesen (forrest på billedet) og Tanja Ottesen. Vi forsøgte at tælle deltagere til samtlige workshops, og til deres var der over 150 mennesker! Billedet har jeg lånt af Janni Daugaard, der styrede slagets gang i infoteltet – jeg står lige bag Louise og ser meget koncentreret ud… Workshoppen varede to timer, og jeg tvivler på, at jeg kan gå i morgen…

Men alligevel har jeg ind i mellem tænkt over alt det, jeg har misset her i weekenden, mens jeg rendte rundt på græsset på Amager. Både mad- kunst- og litteraturfestivalerne (jeg var heldigvis til smuk aften på Louisiana med fantastiske Patti Smith fredag) var i denne weekend (spred dem dog lidt ud, hva!). Strøm Festival her på Vesterbro. Leonard Cohen. Fester og familiebesøg. Og meget andet, som jeg gerne ville have været med til.

Jeg er klar over, at mit issue med valg/fravalg er et luksusproblem, i virkeligheden er det jo bare et udtryk for, at jeg er totalt priviligeret og har masser af muligheder her i livet. Men nogle gange kan jeg godt blive i tvivl om, hvorvidt jeg trives bedst med mange muligheder, eller måske i virkeligheden ville have det bedre og mere ukompliceret på en hyggelig økohippiegård langt ude på landet, hvor jeg bare skulle tage stilling til, hvornår dejen skulle i ovnen, urtehaven vandes eller katten kløes bag øret. Det simple liv. Nå, det finder jeg nok ud af undervejs på min rejse….

2 thoughts on “Kunsten at vælge fra…

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>