En dag ad gangen

27. maj 2012:
Fire ord har fyldt meget i mine tanker i den her weekend, nemlig “en dag ad gangen”. Dels fordi jeg skulle holde oplæg om det i går, dels fordi det er en af fordelene ved at lave yoga, og dels fordi jeg har haft rigtig nogle gode snakke med rigtig gode folk om det de seneste dage. Jeg er nemlig ikke alene om at have levet alle andre steder end i nu’et i alt for lang tid.

Jeg har – for at tage et eksempel – haft tendens til at bekymre mig lidt for meget om, hvad der mon vil ske i fremtiden. Ske med min elskede familie, som desværre indeholder en med alvorlig sygdom, ske med økonomien omkring min lejlighed, som jeg købte alt for dyrt, ske med kærligheden. Men jeg har efterhånden lært, at den slags bekymringer jo ikke har noget reelt indhold. De gjorde kun, at jeg blev unødigt angst og ked af det, for mange af mine bekymringer blev jo aldrig til virkelighed. De eksisterede kun i mine tanker. Bekymringerne ændrede i øvrigt ikke ved de vilkår, jeg nu engang har, indså jeg langsomt! Uanset hvor meget jeg bekymrede mig om sygdommen hos mit familiemedlem, forsvandt den jo ikke, jeg var magtesløs. Med den accept – at jeg alligevel ikke kan ændre ved bestemte ting – har jeg givet slip på bekymringerne og i stedet begyndt taget en dag ad gangen med de glæder og sorger, der nu engang er.
Nu fokuserer jeg ikke på sygdommen i min familie, men på kærligheden, og at vedkommende trods alt er i live, jeg fokuserer ikke længere så meget på fremtidens økonomi i min lejlighed, men at jeg hver eneste dag knuselsker at bo i den og føler mig tryg og hjemme. Og jeg fokuserer nu på de ting, jeg rent faktisk KAN ændre: mine bekymrede tanker eksempelvis. Jeg fjerner mig fra de ting, jeg ikke bryder mig om.
Det lyder måske simpelt, men for mig har det rent faktisk været en reel revolution at nå hertil. Det har virkelig givet mig fred og ro i sindet at lære at skelne mellem, hvad jeg KAN ændre, og hvad jeg IKKE kan ændre, og så ellers bruge energien på de ting, der gør mig glad.
En af mine metoder har været yoga. Fordybelsen, nærværet og fokus på nu og her. Snart vil jeg skrive et indlæg, der konkretiserer det i forhold til en enkelt yogastilling, altså hvordan jeg konkret bliver mere bevidst om nu’et gennem asana – sanskrit for den fysiske del af yoga, de stillinger, som vi laver på måtten.

Små og store bivirkninger af at leve “En dag ad gangen”:
Jeg er:
- blevet “dårligere” til at multitaske, fordi jeg fokuserer på en ting ad gangen og dermed er mere nærværende over for det, jeg laver nu og her. (Tidligere glemte jeg tit, hvad veninder fortalte mig, fordi jeg ud over at snakke med dem sad og spekulerede over alt muligt andet, jeg skulle nå efterfølgende.)
- er blevet mere overbevist om min (relativt nye) måde at se på mit arbejdsliv, nemlig at smarte ting på CV’et og fancy karrieretitler ikke har værdi i sig selv for mig. At tænke på at få noget på CV’et handler jo, hvad man komme til at lave i fremtiden, og det vigtigste for mig er altså, at jeg har det godt med at gå på arbejde, og at jeg trives i det nu og her. Jeg har desværre prøvet at gå på arbejde med ondt i maven, fordi jeg ikke trivedes, det betød, at jeg til sidst gik alvorligt ned med stress, og det har jeg lovet mig selv aldrig at gøre igen!
- holdt op med at tænke så meget i et nå et mål og i stedet nyde vejen dertil. Både når det gælder meget konkrete ting som eks. cykelture, men også større ting som eks. den yogalæreruddannelse, jeg skal i gang med. Jeg ved ikke, hvor det bringer mig, men jeg vil nyde hver eneste dag undervejs. Og så er jeg helt sikker på, at jeg ender der, hvor jeg skal.
- blevet mere taknemmelig og glad for livet. Ja, det lyder sgu lidt højtravende, men det er bare sådan, det er!
- går knap så meget op i orden = mere rod i min lejlighed:)

Og til sidst et klogt citat:
“Hvis du har et ben i fortiden og et ben i fremtiden, så pisser du på nutiden”

5 thoughts on “En dag ad gangen

  1. Pingback: Kloge ord på en mandag | Ida Skytte

  2. Pingback: Kunsten at vælge fra… | Ida Skytte

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>