Sverige igen

Det er altså et eller andet med Sverige/svenskere og yoga…
De har nogle fantastiske undervisere, flere forskellige festivaler rundt om i landet og nu også et magasin kun om yoga, Yoga för dig. Måske har det noget at gøre med alle deres dejlige træer og smukke natur…
Jeg har i hvert fald hele mit liv knuselsket den svenske natur (ja, Sverige i det hele taget faktisk, f.eks. også Kent, som jeg lige har været til koncert med på Skanderborg festival:) og havde en ubeskrivelig stor og speciel oplevelse under årets yogafestival på Ängsbacka, hvor jeg var på “silent walk” med den californiske ultrahippie Blake Steele (som jeg i et tidligere indlæg har lovet at skrive lidt mere om). Den milde, smilende mand med pandebånd og fjer bundet i det krusede, grå hår var helt vildt inspirerende og fik mine øjne åbnet endnu mere for, hvor eventyrligt fin skoven var. Og jeg mærkede nærmest helt fysisk det varme “kiss of life“, som han kaldte solens stråler mellem trætoppene, i hvert fald var det ret magisk at stå der og kigge op i skønheden den julidag.
På et tidspunkt blev vi desuden opfordret til decideret tree hugging, men der nøjedes jeg dog med at stå lidt ved det her træ, mens jeg holdt et lille fnis tilbage over, at jeg helt rent faktisk stod sammen med en masse happy hippies med armene slynget omkring træerne (hvorefter jeg så en kvinde sidde og helt roligt ae en vandtpyt i den blåbærdækkede, bløde skovbund, der kunne jeg altså ikke lade være med at grine indvendigt..):

På yogamagasinets hjemmeside skriver de desuden lige nu i en artikel, at det er videnskabeligt bevist, at “skoven gør dig frisk” – der er altså et eller andet med Sverige/svenskere og yoga… Ren kärlek!


Og apropos Ängsbacka – der er lavet en dokumentar om en anden festival, der finder sted i ugen op til yogafestivalen, nemlig “No Mind” – se virkelig sjov og syret trailer her. Godt nok har jeg stået sammen med en masse vaskeægte tree huggers, men “No Mind” er vist lige lidt for outreret for mig. Lige nu i hvert fald… ;)

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>