Accept

Min tommelfinger er stadig forstuvet. Og som jeg tidligere har nævnt, har det betydet, at jeg har måttet droppe nogle yogaarrangementer her i weekenden, som jeg ellers havde glædet mig meget til.
En ting, jeg dog ikke droppede, var min undervisningstime i Fitness World i dag. Jeg havde ellers overvejet, om jeg burde finde en afløser, fordi jeg jo ikke kan demonstrere alle stillingerne, men i stedet valgte jeg at bruge forstuvningen som en aktiv del af timen.

For efter at have ærgret mig over de ting, jeg pludselig ikke kunne gøre, var jeg kommet frem til, at jeg lige så godt kunne acceptere, at jeg i øjeblikket har nogle fysiske begrænsninger. Det gav jo ingen mening og var super ukonstruktivt at gå rundt og ærgre mig over noget, jeg alligevel ikke kunne ændre.

Hele timen kom derfor til at handle om accept. For lige så vel, som jeg må acceptere, at der er visse ting, jeg ikke kan gøre noget ved, nu hvor jeg har et skadet led, er der jo også ting i yogaen, man lige så godt kan acceptere. Hvorfor eksempelvis ærgre sig, hvis man ikke kan nå jorden i uttanasana lige nu, når man i stedet kan acceptere tingenes tilstand, og så ellers bruge kræfterne og intentionen på at ændre på de ting, man rent faktisk kan – for eksempel blive mere mentalt nærværende i stillingen, engagere musklerne i benene og så ellers lade åndedrættet gøre arbejdet med at bøje i hofterne? Med den accept og en god portion tålmodighed skal fingrene sikkert nok nå jorden en dag (da jeg begyndte til yoga, kunne jeg slet ikke nå jorden, nu kan jeg placere begge hænder fladt på jorden med strakte ben).

Jeg har længe arbejdet med ordet accept. I første omgang accept af mig selv, som jeg virkelig er. Og ja, det lyder super banalt, men for mig har det været noget af det sværeste, jeg nogensinde har gjort – men samtidig det mest forløsende og livsforandrende. Til det positive altså:)
Jeg har eksempelvis i alt for mange år haft travlt med at leve op til et selvbillede med en hel masse forventninger om en bestemt karriereretning, som slet ikke har harmoneret med, hvad jeg rent faktisk har haft lyst til. Forventningerne var nogle, som jeg bildte mig ind, at andre havde til mig, men i virkeligheden var det jo bare mig selv, der ikke lyttede til, hvad jeg rent faktisk havde lyst til og i stedet kørte i et spor, hvor jeg ikke trivedes, og hvor det handlede alt for meget om, hvad andre mon tænkte om mig. Og om de mon kunne lide mig, hvis jeg viste mig selv, som jeg virkelig var – uden dog helt at vide, hvad det var.

Det kunne også være spørgsmål som:
- Kan jeg ændre min chef eller min arbejdsplads? Næppe… Nå, hvad kan jeg så gøre? Enten acceptere vilkårene, og hvis ikke jeg bryder mig om dem, må jeg jo fjerne mig fra arbejdspladsen i stedet for at blive og evt. gå ned med stress. (Ikke relevant pt, er vildt begejstret for mit job.)
- Kan jeg ændre min kæreste? Jeg har i øjeblikket ingen kæreste, men tidligere har jeg helt klart forsøgt at ændre mænd i stedet for at acceptere dem fuldt ud. Det er der mest af alt kommet utilfredshed og frustrationer ud af, så næste gang vil min intention være fuldkommen accept!
- Kan jeg ændre vejret? Nej vel, så kan jeg lige så godt nyde, at det regner og ellers tænde nogle stearinlys, brygge noget kaffe og slænge mig på sofaen med en spændende bog og et varmt tæppe.
- Osv.

Langsomt har jeg altså lært at blive bedre til lytte til, hvad jeg har lyst til, og hvad jeg vil med livet – fuldkommen afkoblet fra, hvad andre måske/måske ikke mener. Og det har givet mig en fantastisk frihedsfølelse og livsglæde, som jeg ikke har haft før på samme måde.
Den accept har også resulteret i, at jeg oven i købet har fundet en tilfredshed og taknemmelighed i nogle af de ting, som jeg før i tiden nok havde brugt en masse krudt på at ærgre mig eller bekymre mig over. Og nu eksempelvis nyder jeg alt den ekstra tid, som min forstuvede finger giver mig til at råhygge med veninder – og til at blogge:)

Tilbage til timen: Konkret talte jeg om accept i nogle at stillingerne – for eksempel uttanasana og fingerspidsernes rækkevidde – og vi sluttede af med en kort meditation, som handlede om at acceptere de tanker, der måtte komme forbi, uanset hvad indholdet var. Ikke noget med at dømme dem, men bare se dem, registrere dem – og så give slip på dem. Og så snakkede jeg også lidt om min tommelfinger:)

Og at flere elever efter (vikar)timen kom op og takkede og spurgte, hvor jeg underviser, gjorde jo kun min taknemmelighed og glæde endnu større. Ren ♥

Apropos accept:

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>