Endnu en udfordring til mig selv – asanas extravaganza

”Det er sandsynligvis landets højeste sværhedsgrad, og det bliver supersjovt.”

Sådan lancerede Simon Krohn (en af mine undervisere på yogalæreruddannelsen) for nylig sine nye niveau 3-yogahold i Hamsa Yoga Studio. Indtil da havde der kun været niveau 1 og 2, og jeg havde sådan set følt mig fint udfordret på niveau 2. Efter at have grublet et par uger over, om det nystartede hold mon var noget for mig, tilmeldte jeg mig endelig i denne uge. I onsdags cyklede jeg så af sted for at finde ud af, om jeg mon ville møde min fysiske grænse. Og hvad det i så fald ville gøre ved mig.

Timen startede med en klokkeklar advarsel: “I brake for no one,” sagde Simon Krohn. Hvis han skulle tage hensyn til den del af eleverne, der var dukket op, selvom de ikke helt var klar til en 3′er, ville han jo ikke kunne holde det høje niveau – ingen laveste fællesnævner her, lod han os forstå! Mens han talte, steg tvivlen og panikken op i mig. “Hvad laver jeg dog her?” “Hvordan slipper jeg ud af lokalet igen – flugt?!”
Heldigvis lagde han efter advarslerne en dæmper på frygten igen ved langsomt at begynde at grounde os.  Få os til at lukke øjnene, afspænde ansigtet. Gøre læberne bløde. Det fik mit hjerte til at slå normalt igen. Jeg kunne jo bare tage en pause, hvis det blev for meget, tænkte jeg – så bring it on!

Jeg var spændt på, hvad der egentlig lå i det med niveau 3. Krævede det kæmpestore muskler, skulle man kunne alle stillingers sanskritnavne, skulle man være særligt smidig, eller skulle man være ekstra nærværende og mindful (og hvem skulle i så fald tjekke det?)?
Vi startede med almindelige solhilsener, dog uden så mange instruktioner som på de andre niveauer. Og så kørte det ellers hårdt på: One-legged King Pigeon Pose! Mermaid pose! Stillinger som normalt er “peak poses” – altså dem man som lærer ofte bruger første del af en yogatime på at bygge op til gennem forskellige forberedende stillinger. Hofteåbnere eller bagoverbøjninger for eksempel. Her var det en decideret “Peak Parade”, som Simon Krohn bemærkede. Eller “asanas extravaganza”.
Men det gik ikke stærkere, end at der stadig var tid og ro til at guide os ind i stillingerne gennem de forskellige Anusaraprincipper, som jeg ikke vil rode mig for langt ud i her, men som rent fysisk gør de meget udfordrende og avancerede stillinger mere opnåelige og sikre på en gang. For eksempel i den fulde version af Vasisthasana ved først at stritte numsen bagud og dermed lave inderspiral og så lave yderspiral ved at trække halebenet ind under sig og så derefter strække øverste ben helt ud og op mod loftet og lade stillingen udfolde sig helt.

Mødte jeg så min grænse? Ja, på den måde, at jeg ikke kunne nå ud i den fulde version af alle de avancerede stillinger. Mit øverste ben stod absolut ikke lodret op mod loftet i Vasisthasana. Men det er jo heller ikke meningen, at man nødvendigvis skal kunne komme helt ud alle stillinger for at lave god yoga. Det handler mere om, hvad der sker på vejen dertil – at vi bemærker, hvordan vi reagerer på de forskellige udfordringer. Møder du dem med smil, nysgerrighed og overgivelse, eller møder du dem med modstand og kontrol? På den måde bliver yogamåtten en form for spejl på vores reaktionsmønstre i livet generelt – vi bliver bevidste om dem, og derefter kan vi prøve at forandre dem, hvis ikke de er hensigtsmæssige for os. Bliver jeg sur på mig selv, hvis ikke jeg kan stå i spagat, eller accepterer jeg det og arbejder tålmodigt videre? Tør jeg at lave back-drop fra hovedstand, eller holder jeg igen på grund frygten for det ukendte?

Så selvom niveauet er tårnhøjt til de nye 3′er-timer, har jeg helt sikkert tænkt mig at komme og eksperimentere, udforske og lege med igen snart!

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>