Min nye flamme

Kærlighed ved første blik var det ikke. Som jeg tidligere har skrevet om, har jeg ikke helt kunnet se, hvad akroyoga havde med yoga at gøre (læs her og her). Var det ikke bare nogle legesyge voksne mennesker, der lavede akrobatik sammen? Hvorfor ikke bare kalde det “akro” uden “yoga”?
Men på min nytårsyogaferie (læs her og her) fandt jeg yogaen i akroyoga.

Det var, når jeg langsomt lænede mig ind over en af de andre, greb de fremstrakte hænder og overgav mig til hans/hendes krop, mærkede hvordan balancen og stabiliteten blev styrket af at give slip på kontrollen og trække vejret dybt, at de varme følelser for akroyogaen voksede frem. Foreningen med andre mennesker. Den dybe tillid og overgivelsen.

Det var, når det pludselig lykkedes at flyve højt over jorden uden frygt, og når vi klaskede sammen oveni hinanden i kæmpe grin, at det pludselig gik op for mig, hvor meget jeg faktisk elsker at lege og længes efter at slippe tøjlerne og hæmningerne mere i mit ellers kontrollerede liv.

Og det var, når jeg mærkede frustrationen over at være en usikker base – den der ligger nederst – der især i begyndelsen tabte sin partner, at jeg blev taknemmelig over, at der konstant er nye steder i yogaen at starte helt fra ny igen, udforske og fordybe sig i.

Jeg har med andre ord fået øjnene op for mange grunde til, at akroyoga selvfølgelig er yoga. Udover arbejdet med nærvær, åndedræt, overgivelse og at slippe kontrollen, der i høj grad er yoga for mig, er der også flere rent fysiske teknikker, som bruges i “almindelig” yoga. Balance, stabilitet, muskelarbejdet og knoglernes placering i forhold til hinanden for at nævne nogle eksempler. Og så er der den bonus, at to plus to i akroyoga giver fem, fordi man hjælper hinanden ind i endnu dybere stræk og samtidig får sig en omgang thaimassage. Totalt win-win!
Så her midt i min nyforelskelse er jeg ret begejstret over, at vores to inspirerende og seje akroundervisere fra nytårsturen, Line Bangsbo og Jeppe Skovgaard Larsen, begge arbejder i yogastudiet Streetyoga, hvor jeg for nylig begyndte at undervise fast, så de nu er mine kolleger. Jeg har allerede tilmeldt mig deres akroworkshop den 12. januar, og jeg glæder mig som et lille, legesygt barn.

Det var ikke kun akroyogaen, jeg forelskede mig i hen over årsskiftet. Jeg var – som tidligere skrevet – meget i tvivl, da jeg skulle vælge mellem yogaturen og nytårsfest. Når jeg tænkte over det, virkede det besynderligt at tage med en flok næsten fremmede mennesker ud i den jyske natur på hippie/indianerstedet Eagleroad, når nu jeg var inviteret til fancy fest i København. Fint nok med alt mit yoga, men var det her ikke lige en tand for stenet? Tre gange yoga hver dag, meditation, svedehytte, vegetarmad, sovesal.
Men når jeg mærkede efter og slap tankerne og vurderingerne, havde jeg klart mest lyst til at tage af sted, og jeg har ikke fortrudt et sekund, at jeg gik ind i 2013 i uldne benvarmere i stedet for stiletter.
Da jeg på vej hjem derfra sad i toget og fordøjede oplevelserne, blev jeg opfyldt af en følelse af glæde og taknemmelighed. Selvfølgelig rettet mod alle de fantastiske mennesker, jeg havde levet op og ned ad og oplevet en særlig samhørighed med i fem intensive dage, men først og fremmest var taknemmeligheden faktisk rettet mod mig selv, fordi jeg igen fravalgte det meste oplagte og velkendte til fordel for noget, som jeg til gengæld føler mig meget hjemme og fredfyldt i.
Så endnu “note to self” her på bloggen: Hold fast i at vælge med hjertet og ikke med hjernen!

Læs tidligere indlæg:
Om akroyoga:
Mens vi venter
Leg i luften

Om nytårsturen:
Det blev et yogaretreat
Champagne eller svedehytte?

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>