En chance til

Da jeg lørdag formiddag underviste i Streetyoga, skulle vi selvfølgelig fejre, at jorden ikke var gået under dagen før. Jeg havde inden da tænkt over, hvad man kan bruge sådan en anledning, til og jeg var kommet frem til, at vi skulle se nærmere på, hvad vi ville gøre, hvis vi fik en chance til her i livet. Det kan jo være alt fra at se mindre tv, meditere mere, være mere sammen med dem, vi holder af, spise mere chokolade, spise mindre chokolade til at ville forfølge vores drømme og udleve vores inderste passion. Småt og stort.

En af de ting, jeg kom til at tænke på, var, at jeg ville tænke mindre i “burde”. Give mere slip på selvkontrollen og perfektionismen. Netop det kan jeg kultivere på yogamåtten, og i lørdags opfordrede jeg eleverne til at gøre det samme. At give slip på forestillingerne om, hvordan den perfekte Parsvakonasana eller Virabhadrasana II skal se ud og i stedet mærke efter, hvad der føles rigtigt. Tag en pause i stedet for at piske dig selv. Bakke lidt ud af stillingen, hvis det føles for intenst. For:

- Ville du, hvis du fik en ekstra chance her livet, bruge den på a) at forsøge at gøre alting perfekt eller på b) at gøre det, der føles rart?

Vi behøver jo sådan set ikke en annullering af jordens undergang til at ransage os selv og foretage ændringer i vores liv. Mindre kan gøre det. Det kræver dog en bevidsthed om, hvad vi ikke er tilfredse med her i livet – og så mod og styrke til at foretage de nødvendige ændringer. For mig har det krævet en lang og sej kamp – og massevis af timer på yogamåtten – at skrælle alle lagene af og komme helt derind i mig selv, hvor jeg kan mærke, hvad der rent faktisk gør mig glad. Og det er først, når vi er helt inde ved kernen, at vi kan foretage de valg og forandringer, som for alvor vil give os mere livsglæde – jeg blev jo ved med at lede efter den samme type job, så længe jeg var overbevist om, at det var det rette spor for mig. Men det viste sig, at jeg byggede karrieren på nogle idéer og forventninger, som var ude af trit med mig selv. Og jeg blev ved med at lede efter den samme type mand, så længe jeg troede, at netop han ville gøre mig lykkelig. Men jeg ledte efter noget, der skulle matche et selvbillede, der ikke harmonerede med mit hjerte, og jeg blev derfor ved med at være utilfreds med de mænd.
De mange timer på yogamåtten har altså hjulpet mig med at smide nogle af lagene, men de har det med at komme krybende og klistre sig på igen, så for mig vil det kræve en konstant yogapraksis at holde kontakten til mig selv åben. For jeg kan stadig tage mig selv i ind i mellem at stræbe efter den perfekte Parsvakonasana eller Virabhadrasana II (og indrømmet, især hvis læreren kigger) – men jeg giver mere og mere slip.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>