Yoga helt nede på jorden

Jeg bliver ind i mellem mødt af skeptiske kommentarer – især fra midaldrende mænd, kolleger for eksempel – om “det der yoga ikke bare er noget med at sidde i lotusstilling i timevis og forsøge at lette fra jorden.”
For det meste forsøger jeg tålmodigt at forklare. Andre gange kan jeg fornemme, at jeg lige så godt kan give op med det same og siger så noget i retning af “jojo, det er nemlig det, jeg bruger så meget af min tid på.”

Jeg ville ønske, at alle disse mænd, ja alle yogaskeptikere sådan set, havde været med på weekendens workshops med Chris Chavez. Både så de var blevet tæsket igennem de udfordrende stillinger, men også for at de havde oplevet, hvor underholdende yoga kan være. At det ikke behøver at være så (selv)højtideligt og højtravende, men også kan være helt nede på jorden. Hvordan en underviser sagtens kan snakke om Jimi Hendrix, spille luftguitar, cracke jokes, grine af sig selv og samtidig med en legende lethed flette filosofi og tænksomme ord ind i undervisningen, så yoga bliver meget mere end de fysiske øvelser, asanas. Det er Chris mesterlig til, og så instruerer han super præcist, så alle kan være med.
Jeg er stadig helt høj og propfyldt med inspiration til at gå dybere i min egen praksis og til at tage nogle af hans tricks med, når jeg underviser.
Vi legede blandt andet med skorpionen:

Her bliver Pernille, der har Noga, og som jeg kender fra min yogainstruktøruddannelse fra Fitness World, hjulpet ind i skorpionen af Chris. Det kræver en god portion tillid og mod at lade benene synke ned over hovedet og tro på, at man ikke falder for over og klasker sammen, men det føles til gengæld fuldkommen fantastisk, når man så gør det.

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>