Undskyld jeg forstyrrer, men…

Det kom helt inde fra mit inderste. Og det kom helt bag på mig. Pludselig hørte jeg mig selv midt i et højlydt “juhuuu” til en workshop om håndstand og armbalancer med Michael Bjerrum for nylig. Jeg stod i fri håndstand midt i lokalet, og begejstringen over ikke at have brug for en ven eller en væg fik mig til spontant at hvine i fryd.

Det skete også for et par uger siden. Da var det i Urdvha Dhanurasana, hvor jeg for første gang prøvede at slippe måtten med den ene hånd, placere den på anklen og stadig have fuld kontrol. Der kom også pludselig en skinger jubellyd ud af mig – det lød noget i retning af “wiiiii”…

Begge gange kom udbruddene helt spontant – jeg nåede slet ikke at overveje eller vurdere, om det ville være pinligt/passende/forstyrrende i forhold til de andre omkring mig. Jeg havde helt klart smidt kontrollen. Og det er ellers ikke noget, der sker særlig tit i mit liv, så det var faktisk befriende at kunne give fuldkommen slip og bare rånyde det, jeg stod midt i.

Dét at give mere slip på selvkontrollen vil jeg forsøge at bringe med ud i den “virkelige” verden – væk fra måtten. Jeg vil nok ikke begynde at råbe “juhuuu” og “wiiiii” alle mulige steder, men jeg kan uden tvivl øve mig i at skrue ned for analyserne og vurderingerne af andres mulige reaktioner og tanker, inden jeg gør noget eller siger noget. Dels betyder det jo reelt intet, hvad andre tænker om mig, dels kan jeg alligevel ikke regne ud, hvad de rent faktisk tænker, selv om jeg prøver – so why bother?

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>