Popmusik og to pytter på en yogamåtte

Jeg lovede for nylig at fortælle en historie om, hvorfor jeg har kastet min kærlighed på yogaformen Anusara. Here goes:

Der var blevet grædt en del tårer på min yogalæreruddannelse. Ikke mine, men en hel masse andres. Jeg havde sagt til en af mine medstuderende, at jeg ikke helt forstod, hvorfor jeg ikke græd, når nu så mange andre gjorde det. Var jeg mon for hård indeni? Havde jeg paraderne oppe? To uger efter skete det så:

Begge vores undervisere, Simon og Soham, var forhindret i at være til stede den weekend, den ene var fanget i New York af orkanen Sandy, den anden var i Italien for at undervise, og vi havde derfor fået Nanna Wagner Nielsen som vikar. Nanna er blandt Anusara-toppen-af-poppen i Danmark, og jeg er altid vildt begejstret for hendes timer, så jeg glædede mig til at høre hende fortælle om Anusaraens første alignment-princip, “Open to Grace”, som vi var kommet til i undervisningen. Open to Grace handler blandt andet om at åbne sig for noget større – for noget universelt, læs eventuelt mere om den officielle udlægning af det her.

I små grupper skulle vi dele, hvad vi personligt forstod ved Open to Grace. Jeg fortalte min gruppe, at netop det princip betyder rigtig meget for mig, og at de ord, jeg forbinder med Open to Grace er blandt andet “blødhed” og “muligheder”. Hvordan jeg ved at blødgøre mit syn på mig selv, ved at åbne op og mærke efter, hvad der virkelig gør mig glad, har truffet nogle livsforandrende valg. Og hvordan jeg oplever, at når jeg giver slip på forestillinger om mig selv – som sej, karriereorienteret christiansborgjournalist eksempelvis – får meget mere lethed, harmoni og glæde.

Efter teorien underviste Nanna en yogatime, hvor hun forvandlede ordene til en sveddryppende yogapraksis. Det var en benhård time, hvor vi blandt andet skulle lave Ustrasana flere gange og komme op fra den dybe bagoverbøjning uden at bruge hænderne og med bryst og hals helt åben. Det gav mig en boblende følelse af energi og lykke, og det strålede åbenbart så meget ud af mig, at en af mine medstuderende i den anden ende af lokalet lagde mærke til min indre fest.
Da vi kom til Savasana, og Nanna satte Krishna Das’ sang “Mala” på, begyndte tårene at trille. Jeg følte pludselig en dyb længsel, der hev i mig helt inde fra hjertet, jeg følte, at gulvet forsvandt under mig, og jeg græd i samtlige de ti minutter, sangen og Savasana varede. Det så sådan her ud bagefter:

Ligner det ikke elefantøjne…?!

Dagen efter tog jeg fat i Nanna. Jeg havde undret mig over, at tudeturen kom på netop det tidspunkt – jeg havde jo lige haft en fantastisk yogatime med indre festfyrværkeri i Ustrasana!?
Hun kiggede på mig med et skælmsk smil, gik hen til en computer og klikkede sig ind på Youtube.
“Den her er til dig”, sagde hun:
“Nogle gange finder man svaret i popmusik.”
Jeg stirrede vantro på skærmen. Katy Perry?? Så lyttede jeg. Og vidste straks, hvad Nanna mente.

Altså, hvis man følger sit hjerte og viser, hvem man virkelig er, er der mulighed for at bryde fri af gamle forvrængede forestillinger og mønstre og dermed få mulighed for et langt lykkeligere og lysere liv. Det er, hvad jeg får ud af sangen. Og som får mig til at storsmile, når jeg cykler rundt i København med den i ørene.

Og så er det jo nøjagtigt det, jeg finder i Open to Grace.
Det, der fik mig til at græde den dag, var en overvældende følelse af de mange muligheder, livet rummer, hvis bare jeg tør at smide facaderne og være den, jeg virkelig er, og gøre de ting, der gør mig glad. Også selv om det indebærer at sige nej tak til fristende, fancy prestigejob, som jeg “burde” sige ja til, og at vise usikkerhed og sårbarhed i stedet for at virke sej og selvsikker.
Pointen er, at jeg har besluttet mig for at afkoble mig selv fra de idéer og forestillinger, som andre og jeg selv har/har haft, eller som jeg har forestillet mig, at andre har haft om mig, men som jeg ikke trivedes i. Og selv om det kan være svært at se virkeligheden i øjenene og acceptere, hvem man i virkeligheden er, når den person måske er knap så sej, som man gik og troede, så er det netop i den accept og overgivelse, at friheden og mulighederne ligger. Og det er, hvad yoga – og særligt Anusaras Open to Grace – tænder i mig.

2 thoughts on “Popmusik og to pytter på en yogamåtte

  1. Meget fint skrevet! Jeg fik kuldegysninger, da jeg hørte sangen og samtidig (for første gang) så videoen, mens jeg læste om din oplevelse. Det er fantastisk, at yogaen kan bringe én til sådanne åbenbaringer og livsforandrende beslutninger…

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>