Hvilken yogaretning vil passe til mig?

Hej Ida. Jeg overvejer at begynde på yoga, selvom jeg aldrig har set mig selv som typen til det – jeg er mere til eksplosive sportsgrene (løb, roning, styrketræning, ridning), men jeg lever også ekstremt meget oppe i mit hoved og vil sikkert have godt af at komme mere ned i kroppen. Derfor vil jeg høre, om du kan anbefale en bestemt yogaretning for en som mig, der er totalt nybegynder, er utålmodig anlagt, er praktiker mere end teoretiker og altså mere til det eksplosive?”

Jeg får rigtig meget respons på de ting, jeg skriver her på bloggen, og tusind tak for det, jeg elsker det! Mange stiller spørgsmål à la det ovenstående fra en gammel studiekammerat, og jeg bliver totalt glad, når min yogaglæde kan smitte og inspirere. Det er mit eneste formål med at blogge!

Men mit svar på netop det spørgsmål – om jeg kan anbefale en bestemt yogaretning – bliver altid nogenlunde enslydende: “Prøv dig frem med forskellige yogastudier og forskellige undervisere”.

Jeg fortæller selvfølgelig gerne om lærere/studier/yogaretninger og om egne erfaringer – jeg vil bare nødig anbefale noget bestemt. Jeg kunne ellers sagtens svare min gamle studiekammerat, at hun sikkert vil blive begejstret for Bikram eller noget flow med knald på i et fitnesscenter eksempelvis.

Men jeg er så taknemmelig og glad for min egen snørklede vej gennem forskellige stilarter og studier, indtil jeg fandt “hjem” i yogaformen Anusaras principper, at jeg kun helhjertet kan anbefale én ting: Føl dig frem. Vær åben og tålmodig, mærk efter om det føles rigtigt – hvis ikke, hold en pause eller prøv noget nyt, indtil du finder det, der føles rigtig for dig på et givent tidspunkt.

I mine spæde yogadage blev jeg hurtigt tiltrukket af Bikram. Jeg er – indrømmet – noget af en kontrolfreak, så regler, rammer, gentagelser, måtte være et perfekt match, tænkte jeg! Men det blev mest bare målrettet, fysisk træning for mig dengang.

Så prøvede jeg noget andet, der lignede lidt. Stoppede igen. Holdt en pause helt uden yoga. Smagte så igen på noget nyt. Og flyttede mig igen. Langsomt fandt jeg ud af, at jeg udvikler mig meget mere som menneske ved at give slip på kontrollen og kultivere de dele af mig selv, som jeg ikke har så god kontakt til. Eksempelvis blødhed, intuition, sensitivitet og åbenhed. Jeg har altså ikke behov for mere af det, jeg har masser af i forvejen – perfektionisme, rammer og kontrol – alt det som eksempelvis Bikram nærede i mig.

Gennem Anusaras principper, der både indeholder blødhed og masser af svedigt muskelarbejde, har jeg oplevet, at mine yderste lag bliver skrællet af, paraderne falder, og jeg står tilbage i en mere ægte og autentisk udgave af mig selv.

Men selv om jeg lige nu er fuldkommen forelsket i Anusara, betyder det jo hverken, at det vil appellere til jer, kære læsere af bloggen, eller til mig om om et år. Jeg ser yoga som en udvikling i konstant bevægelse, en rejse, som er helt individuel og personlig. Snart vil jeg fortælle en konkret historie om, hvad Anusara har gjort ved mig. So stay tuned;)

2 thoughts on “Hvilken yogaretning vil passe til mig?

  1. Du har helt ret! Og jeg glæder mig til at høre mere om anusara.. Jeg har selv haft min første time i den yogaart for nyligt, og den var anderledes men også ret så fantastisk!

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>