Da min frygt blev til ren lykke i Paris

Jeg fik i dén grad overskredet grænser på min tur til Paris med European Yogi Nomads. Som jeg bloggede om inden, var jeg lidt nervøs og utryg over at tage af sted helt alene og dermed risikere at havne midt i en stor familiefest, som jeg ikke var en del af.

Når jeg alligevel tog med, var det, fordi jeg også rationelt var klar over, at den følelse ville gå over efter lidt tid – sådan går det nemlig altid, når jeg er utryg op til noget nyt og uvist med fremmede mennesker. Alligevel kan jeg ikke bare let og elegant springe over den indledende urolige og anspændte fase, så på vej ned igennem de sorte, regnfulde skyer over Paris lovede jeg mig selv at acceptere den følelse og bare være midt i den, indtil den ville gå over, i stedet for at kæmpe imod den. Det gav mig lidt mere ro, men usikkerheden var stadig med i min bagage på det tidspunkt.

Velkomst-eventen fredag med lærerne Leila Sadeghee og Kai Hill hjalp lidt. Temaet for yogatimen var forening – vores “kula”, der er sanskrit for fællesskab/familie. De to lærere drog en parallel til Paris’ arondissementsystem, hvor kvartererne ligger side om side og på den måde bliver forenet i en spiral.

Jeg havde allerede snakket med nogle søde og åbne folk inden timens begyndelse og følte nærmest, at temaet var valgt for min skyld. Lærerne talte jo netop om samhørighed, at vi igennem vores fælles yogakærlighed er forbundet – som en masse små pariserarondissementer på vores yogamåtter side om side. Og jeg var så langt fra den eneste, der kom alene.

Også dagen efter var det, som om lærerne Anne Vandewalle og Manel Rodrigues havde valgt temaet til deres tretimersklasse til ære for mig.
Temaet var nemlig, hvordan man kan overkomme frygt. Det satte de fokus på blandt andet gennem en masse grænseoverskridende yogastillinger – for kan du vikle dig ind i en svær armbalance, som du ikke troede mulig, kan du måske også klare mere, end du tror, ude i virkeligheden, væk fra yogamåtten.

På den måde overfører jeg tit det, jeg oplever indeni mig selv på måtten til mit ”virkelige” liv, og det er med til at give yogaen dyb mening for mig. Hvis du kan udføre en krævende og anstrengende yogastilling og samtidig smile og trække vejret roligt, kan du måske også næste gang, du står i en meget presset situation – på arbejdspladsen for eksempel – smile og trække vejret roligt i stedet for at snøre sammen i ansigtet og trække vejret helt oppe i brystet.

Ud fra den devise gav jeg slip på kontrollen og kastede mig frygtløs ud i det hele og gik derfra med lidt mere styrke – blandt andet fordi jeg kunne holde mig selv længere end normalt i armbalancen Bakasana.
Jeg gik også derfra med en flok nye yogavenner, som jeg fulgtes med hen til det sted, hvor vi alle skulle mødes om aftenen til mad og drinks. Folk, som jeg i øvrigt stadig har kontakt med i dag.

Søndag morgen pakkede jeg så igen min store yogataske og vandrede mod caféen Le Pain Quotidien for at få lækker morgenmad inden dagens to lange yogatimer. Den ene med svenske Anja Bergh, der faktisk var blandt grundene til, at jeg tog med til Paris, den anden med skønne Sharon Jacobs, som jeg boede hos i latinerkvarteret gennem yogacoachsurfing.

Da jeg trådte ud på gaden den morgen, kunne jeg med det samme mærke en forandring. En lethed. Ro. Og smilet bredte sig. Yogatimen med Anja var præcis lige så fantastisk, som jeg havde drømt om. Hun formår på en helt speciel måde at bringe en blødhed og mildhed ind i min prakis, så jeg får åbnet op for noget større end de fysiske stillinger. Hun sørger for, at der er tid til først at skabe et fundament, fylde kroppen med plads, bevidsthed og sensitivitet – tage en pause – og så derpå fyre op for muskelarbejdet, så stillingen folder sig helt ud, og sveden pibler ned på måtten. Jeg rånød hvert eneste sekund i selskab med alle de andre i rummet. Og da jeg gik derfra, var det med et smørret smil, som ikke lige var til at tørre af igen.

Jeg tror, at det regnede lidt, men det føltes som den smukkeste efterårsdag nogensinde, og da jeg havde købt en kage og kop kaffe til gåturen hjem, tog jeg mig selv i højlydt at udbryde “uhmmm”. Mine sanser var på vid gab, og jeg bemærkede duften fra blomsterhandleren på hjørnet, planterne på tagene og alle lydene omkring mig. At aftenen sluttede af på en lækker fransk restaurant sammen med tre nye yogavenner, snegle, rød bøf, vin og crème brûlée gjorde bare dagen endnu mere fantastisk.

Sidste dag havde jeg masser af tid til at tusse rundt i Marais, spise kager og croissanter, sidde på cafeer og kigge på mennesker, og ja, bare suge Paris til mig. Regnen var nu blevet til sol, og de sidste timer i byen sad jeg på en bænk i en park sammen med en masse lokale i bare arme og slikkede sol som små tilfredse leguaner, der lader op til en lang vinter i kulden.

Tilbage i Orly-lufthavnen faldt jeg i en lang snak med en spændende mand. Og i flyet talte jeg næsten hele vejen hjem med en ældre kvinde. Som det mest naturlige og trygge i hele verden – og der var ikke så meget som en snert af frygten tilbage. Kun ro, åbenhed, lykke, energi.

En hurtig opgørelse over turen ser derfor således ud:

Tog af sted med: 
Nervøsitet, usikkerhed, masser af forventninger og nysgerrighed plus en halvtom taske.
Kom hjem med: Boblende lykkefølelse, lethed, ro, ømme muskler efter i alt ni timers dejlig yoga, nye bekendtskaber og åbne invitationer til at komme og overnatte på deres sofaer rundt omkring i Europa, ny inspiration til mine egne undervisningstimer, planer om endnu en nomadetur til Istanbul i maj, masser af kager i maven og en taske fyldt med franske goodies.
Resultat: Endnu et bevis for at frygten for det ukendte ofte kan forvandle sig til ren lykke, hvis jeg tør at give slip og åbne op, men at det – for mig i hvert fald – kræver accept af, at jeg har det sådan nogle gange – og så en hel masse Anusara-yoga med både blødhed og styrke:).

Udsigten fra min værtsfamilies lejlighed i latinerkvarteret. Coachsurfing er en del af yoganomadernes fantastiske koncept.

Til velkomst-event – på mit smil at dømme var der også andet til stede end frygt:)

Jeg observerer nysgerrigt en stjerneunderviser assistere en anden: Chris Chavez og Manel Rodrigues. Begge to fuldkommen fantastiske lærere!

Duggede ruder efter en sveddryppende time med Anja Bergh og Jana Toepfer.

Nogle yogier spiser ikke kød. Det gør jeg. Læs selv her: http://idaskytte.dk/?p=268

Solen skinnede, og jeg var totalt glad.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>