Kærlighedserklæring til yin-yoga

En af de smukkeste yogaoplevelser nogensinde. Føler mig blød, taknemmelig, ydmyg, åben, heldig. Var lige ved at tude flere gange. Så vildt, så meget min krop har brug for det her. Der er så meget kærlighed i den form for praksis.”

Yin-yoga får mig til at tude, den kan være decideret ubehagelig, og så udfordrer den mig langt mere end selv de mest sveddryppende yogaklasser. Alligevel skrev jeg ovenstående i min dagbog lige efter en yinklasse på Bali i sommer.

Her er tre grunde til, at yin-yoga – der kort fortalt er siddende eller liggende stillinger, der normalt holdes i tre til fem minutter – i dén grad provokerer mig, men samtidig lokker mig på yogamåtten næsten hver aften derhjemme.

Ude af balance
Helt forenklet skal yin ses som modsætningen til yang, og tanken er, at de to sammen skaber balance.

Yang er for eksempel: lys, energi, sommer, aktivitet, udadvendthed, handling, yderside, muskler.
Yin er for eksempel: mørke, skygge, efterår, passivitet, indadvendthed, accept, hvile, hengivelse, kroppens led og bindevæv – det indre.

Ud fra det perspektiv står det hurtigt klart for mig, at mit liv altid har været meget yang – og dermed ude af balance. En tætpakket kalender, knald på karrieren, deadlines, planer, fester, blogging,venner omkring mig hele tiden, dynamiske yogaformer som Anusara og Vinyasa. Armene over hovedet, fremad, opad, knald på.
Så til min første yin-yogatime til en yogafestival sidste sommer i Sverige strittede min krop og mit hoved imod. Pludselig skulle jeg bare ligge stille – uden at gøre noget som helst, uden at svede, uden at arbejde… Jeg kunne slet ikke finde ud af det; det var helt nyt. Helt per automatik havde jeg lyst til at rette til, skabe handling i stillingen og stræbe efter et bestemt stræk af nogle bestemte muskler –  opnå et eller andet med det samme.
Jeg fik lyst til at råbe. Og flygte. Flygte ud af rummet og tilbage til min vante yogaform, der hylder fest, farver, glæde og handling. Tilbage til alt det, jeg var vant til.
I stedet blev jeg. Overgav mig langsomt, lod musklerne slappe af, smeltede.  Trods modstanden tog jeg yogamåtten under armen og søgte allerede dagen efter tilbage til yin-yogaen igen. Jeg fornemmede, at min stærke reaktion nok var et tegn på, at jeg i stedet for at lukke øjnene for det hellere måtte vende tilbage til stilheden på gulvet og undersøge, hvad der fik mig til at stritte så voldsomt imod.

Ser virkeligheden i øjnene
Og her ligger grund nummer to. At jeg i yin-yoga netop ikke kan flygte fra det, der rent faktisk er. Fra virkeligheden. I den yoga, jeg er vant til at lave, er der næsten hele tiden bevægelse, mens der i yin-yoga kun er stilhed og tid, masser af tid. Op til fem minutter i hver stilling. Desuden er flere af stillingerne fysisk udfordrende. Og når jeg sidder der i en intens stilling, dukker der altså ting og sager op. Alt det grimme, skyggesiderne, dæmonerne. Jeg er tvunget til at se dem direkte i øjnene. Ingen flugtveje, ingen distraktioner. Panik. Hvad gør jeg så?
Som jeg gjorde den dag i Sverige: Jeg bliver midt i ubehaget. Giver slip og lader mig smelte ind i stillingen. Og når jeg når dertil, har jeg ofte oplevet, at jeg glemmer verden omkring mig. Den opløses og forvandler sig til en nærmest hypnotisk, drømmelignende tilstand, der mest af alt minder om et syret David Lynch-univers, hvor tre timer føles som ti minutter, og hvor lyde og lugte bliver forvrænget og forstærket. Der er noget primalt, noget blottet og uberørt over det sted, yin-yogaen kan bringe mig hen. Filteret, maskerne, er væk.
Og så begynder magien at ske.
For langsomt begynder smerterne og dæmonerne at opløse sig selv. Tanker og følelser om flugt, kaos og utålmodighed fordufter ganske enkelt, når jeg ikke længere aktivt forsøger at fjerne mig fra det.  Den proces tager tid, og derfor er det kun i yin-yoga, at jeg når ind til den stilhed, der ligger inde bag uroen, larmen, men når jeg endelig når helt derind, er der en særlig mildhed og kærlighed til stede, som føles mere ægte og fin end nogensinde før, og som rummer både de lyse og de mørkere sider.
Og måske er der slet ikke så mange dæmoner til stede, måske er det snarere frygten for, at de måske skulle gemme sig derinde, der skaber panikken for at kigge efter? Uanset hvad føles det ret befriende og beroligende at vide, hvad der er rent faktisk bor derinde.

Her går grænsen
En tredje, men absolut ikke sidste, grund til at yin-yoga provokerer mig og tiltrækker mig, er, at jeg selv bliver nødt til at tage mere ansvar end til mange andre yogaklasser. Der er ingen facit, intet rigtigt/forkert. Jeg bliver bedt om at finde “tilpas dybt ind i stillingen”.
Øh, ja, men skal jeg hvile på underarmene eller på hænderne i den her stilling? Hvor langt skal jeg læne mig forover?
Svaret må jeg selv finde ved at mærke efter, min lærer kommer ikke og fortæller mig det. Jeg må selv mærke, hvor min grænse går – og hvorfor går den i øvrigt lige præcis der? Tillader mine knogler mig ikke at gå dybere, eller mangler jeg smidighed? Eller er det måske snarere noget inde i mit hoved, der holder mig tilbage?
På den måde får jeg skærpet min egen kropsbevidsthed, bliver bedre til at mærke mine grænser og får dermed nemmere ved at navigere efter, hvad der gavner mig, og hvad der ikke gør.  Fordi yin-yoga på den måde bliver en meget personlig og indadvendt praksis, er det faktisk næsten det eneste yoga, jeg i øjeblikket laver hjemme hos mig selv på stuegulvet. Til gengæld gør jeg det næsten hver aften – og det har ingen anden yogaform nogensinde fået mig til.
Derfor elsker jeg yin-yoga så højt, selv om den provokerer mig.

Her er et billede fra den yinklasse på Bali, der fik mig til at skrive citatet øverst i indlægget i min dagbog:

YinSoulshine