“Fuck it”- mit nye mantra

moments

Jeg har fået et mantra!

Et mantra er et eller flere ord, som man repeterer for sig selv eller sammen med andre for at få det til at sætte sig fast i tankerne/hjertet/den gud, man eventuelt tror på. Det mest kendte mantra i yoga er nok “om/aum”, som du måske er stødt på til en yogatime, men det kan også være længere bønner på sanskrit eller ønsker, som man synger eller messer for sig selv, mens man tæller med en perlekæde.
Men historien om mit nye mantra viser, at der hverken behøver at være religion eller sanskrit indblandet anno 2013. Ordene er: “Fuck it!”

Jeg fik mit mantra for nylig under en tur til Istanbul med European Yogi Nomads – et fantastisk koncept hvor folk fra hele Europa mødes i skiftende byer for at lave en masse yoga sammen. I Istanbul holdt Chris Chavez en af weekendens første workshops, og som faste læsere af bloggen nok har bemærket, er jeg meget begejstret for ham, så jeg kunne næsten ikke sidde stille på yogamåtten af bare iver og spænding, inden vi gik i gang.
Der var bare lige det, at jeg længe har haft problemer med min venstre psoas – de dybe muskler som går fra de nederste ryghvirvler, ned over bækkenet og til toppen af lårknoglen. Psoas er vildt fascinerende – det er blandt andet den muskel, som forbinder vores overkrop med vores underkrop, og den er derfor ansvarlig for, at vi gå og stå og den har forbindelse til alle mulige andre vigtige muskler og nerver – så problemer med psoas har naturligvis bieffekter.
For mig betyder det blandt andet, at både de øverste ballemuskler og den lange muskel på ydersiden af låret trækker sig sammen og spænder op. Helt hårde og ømme.
Min første – og klassiske – strategi den dag i Istanbul var at ignorere smerterne. Jeg ville jo så gerne være med. Men kort inde i yogatimen måtte jeg stoppe. Det hele krampede op. Jeg ved fra tidligere, at jeg kan få musklerne til at slappe lidt af, hvis jeg trykker hårdt bestemte steder på dem – og det desperate forsøg bemærkede Chris.

Han kom over og bad mig ligge mig på ryggen. Så stak han sine næver ned i min mave. Ind til psoas. Og der er altså langt ind, når man nærmer sig rygsøjlen forfra, så jeg skar ansigt og tænder af smerte, mens jeg samtidig prøvede at lade være med at kæmpe imod.
Det tog tid, men langsomt gav den efter. Jo mere jeg trak vejret dybt og gav slip trods smerterne, jo mere slappede alle musklerne af, og jo mere forduftede smerterne. Vupti.
Efter at have trykket, most og masseret de spændte muskler, trykkede han let på mit solar plexus – området over navlen, under brystbenet. Jeg var lige ved at skrige og tude af smerte. Der var nemlig stadig helt hårdt og ømt.
Jeg har talt med fysioterapeuter og læger om mit psoas-issue, og der er kommet mange bud på årsager og kure. Inflammation, overbelastning af at øve håndstand, manglende muskelstyrke. Læg dig med is på, giv musklerne et stræk, træn dine muskler mere.
Chris smilede og blev ved med at trykke let på solar plexus, selv om han kunne se, hvor ondt det gjorde. Jeg gav lidt efter. Han trykkede lidt mere, smilede lidt mere.
Hans bud på problemets årsag var noget anderledes end fysioterapeuternes:
“Du skal simpelthen til at slappe lidt mere af. Ikke tænke så meget over tingene – trække mere på skuldrene,” sagde han.
Jeg vidste instinktivt, at han havde fat i noget, og det gav mig endnu flere tårer i øjnene. Jeg bekymrer mig for meget. Han fortsatte:
“Jeg giver dig nu et mantra. Du skal simpelthen sige “fuck it” mindst 20 gange hver eneste dag, så skal dine muskler nok begynde at slappe af.”
Jeg kom til at grine – så kom hele situationen ligesom ned på jorden igen. Og min krop slappede af. Selv musklerne i mit ansigt – omkring kæberne – slappede mere af.
Chris ramte spot on! Når jeg bekymrer mig, bliver stresset og presset kan jeg nogle gange mærke en let brændende smerte lige præcis i solar plexus. Bekymringerne aktiverer mit nervesystem, som går i alarmberedskab, og det får kroppen til at trække sig sammen. Ikke så meget hokus pokus i det. Tænk bare på, hvad din krop spontant gør, hvis du får et chok. Eller på hvad en bænkebidder gør, når du prikker til den…

Min fuck it-attitude resulterer blandt andet i:

- Mindre alvor, grublerier over andres tanker (“er det her indlæg nu godt nok til at publicere…lyder jeg nu dum…er der mon fejl i min anatomiske beskrivelse….”). Ja, færre ligegyldige bekymringer simpelthen. Og den attitude giver plads til mere mildhed, lethed, leg og frihed.

- At jeg kan gå min eksamen på Hamsa Yoga Studio denne weekend i møde med knap så meget nervøsitet og præstationsangst. Det skal sgu nok gå!

- At jeg navigerer mere efter lyst end fornuft. Og derfor trækker jeg stikket efter eksamen for at fejre den og livet med en tur til Bali. Kun for mig. Jeg har egentlig ikke rigtig råd eller tid, men fuck it, jeg gør det bare! Om jeg kommer til at fortryde det? Næppe!

Chapulling yoga

Selv om de folkelige protester mod Tyrkiets regering endnu ikke var brudt ud, da jeg for nylig var en uge i Istanbul med European Yogi Nomads, var det, som om de ulmede lige under overfladen.
Jeg oplevede blandt andet på egen krop, hvordan politiet med magt og tåregas afspærrede store områder af byen for at forhindre folk i at mødes på Taksim-pladsen den 1. maj. Min veninde og jeg måtte blandt andet overtale en hoteltjener til at lukke os ned i hotellets kælder og ud af en bagindgang, så vi den vej kunne slippe forbi politiet.

Chris Chavez, en af mine yndlingsyogalærere, som jeg efter hånden har skrevet en hel del om her på bloggen, har base i Istanbul, og han arrangerer i øjeblikket yoga hver dag i Gezi-parken ved Taksim. Om yoga kan gøre en forskel i forhold til urolighederne?
Her er Chris’ svar i det her interview fra Elephant Journal:

I don’t know if we can change the world—but I do know that we have the power to change ourselves. And by changing ourselves, we may inspire change in others.

Og:

Yoga is everywhere! As yogis, let’s make every moment count—let’s take our practice off the mat and let’s start to share with people who are not like us. That’s how we can make a difference. And, in fact, that is what this whole movement is about…realizing that everyone is part of the whole.

Læs interviewet her: Occupy Gezi: Istanbul’s Yoga Warriors of Peace. ~ Chris Chavez

Yogaliv i billeder

Det står ret stille her på bloggen for tiden – beklager. Jeg har travlt med eksamen, freelanceopgaver og yogaundervisning. Men der er et indlæg på vej, promise!
Indtil da får I lidt blandede yogabilleder fra den seneste månes tid:

 

Klar til Istanbul med European Yogi Nomads

Klar til Istanbul med European Yogi Nomads

Istanbul

Istanbul – peace og fin mala fra Erdinc Ajredin

 

Istanbul - workshop med Nanna Wagner og Kate Beckel

Istanbul – workshop med Nanna Wagner og Kate Beckel

Istanbul - yogatricks på dansegulvet...

Istanbul – senere samme dag, nu med tequila og yogapartytricks i kroppen…

 

Yoga Games i Sverige - Jonathan Monks-klasse

Yoga Games i Sverige – Jonathan Monks-klasse

Yoga Games - min chef Siliam, Jonathan Monks og min akroven Jeppe.

Yoga Games – min chef Siliam fra Streetyoga, Jonathan Monks og min akroven Jeppe. Hvem siger, at yoga ikke er for rigtige mænd? ;)

 

Hamsa

Hamsa – hjem

Lægger sidste hånd på min skriftlige eksamen - den praktiske er på lørdag...

Lægger sidste hånd på min skriftlige eksamen – den praktiske er på lørdag…

Akro på græs

Akroyoga, sol og græs – hej sommer:)