Tak for søndags-namaste

Bloggeren Tine Christensen fra Aarhus har fundet på den fineste idé, som hun kalder et “søndags-namaste“. Hver søndag fremhæver hun en anden yogablog:
Et slags yogi-shout-out om man vil – til en anden blogger, som jeg synes er interessant, unik, og som inspirerer.
I dag er det min blog, hun giver et “søndags-namaste” – jeg takker og glæder mig til at læse alle de andre blogs, som hun fremover vil skrive om.
Og fra mig skal der lyde et rungende søndags-hurra for alle tiltag og initiativer til at dele inspiration!
Læs Tines blog her.

Endnu en udfordring til mig selv – asanas extravaganza

”Det er sandsynligvis landets højeste sværhedsgrad, og det bliver supersjovt.”

Sådan lancerede Simon Krohn (en af mine undervisere på yogalæreruddannelsen) for nylig sine nye niveau 3-yogahold i Hamsa Yoga Studio. Indtil da havde der kun været niveau 1 og 2, og jeg havde sådan set følt mig fint udfordret på niveau 2. Efter at have grublet et par uger over, om det nystartede hold mon var noget for mig, tilmeldte jeg mig endelig i denne uge. I onsdags cyklede jeg så af sted for at finde ud af, om jeg mon ville møde min fysiske grænse. Og hvad det i så fald ville gøre ved mig.

Timen startede med en klokkeklar advarsel: “I brake for no one,” sagde Simon Krohn. Hvis han skulle tage hensyn til den del af eleverne, der var dukket op, selvom de ikke helt var klar til en 3′er, ville han jo ikke kunne holde det høje niveau – ingen laveste fællesnævner her, lod han os forstå! Mens han talte, steg tvivlen og panikken op i mig. “Hvad laver jeg dog her?” “Hvordan slipper jeg ud af lokalet igen – flugt?!”
Heldigvis lagde han efter advarslerne en dæmper på frygten igen ved langsomt at begynde at grounde os.  Få os til at lukke øjnene, afspænde ansigtet. Gøre læberne bløde. Det fik mit hjerte til at slå normalt igen. Jeg kunne jo bare tage en pause, hvis det blev for meget, tænkte jeg – så bring it on!

Jeg var spændt på, hvad der egentlig lå i det med niveau 3. Krævede det kæmpestore muskler, skulle man kunne alle stillingers sanskritnavne, skulle man være særligt smidig, eller skulle man være ekstra nærværende og mindful (og hvem skulle i så fald tjekke det?)?
Vi startede med almindelige solhilsener, dog uden så mange instruktioner som på de andre niveauer. Og så kørte det ellers hårdt på: One-legged King Pigeon Pose! Mermaid pose! Stillinger som normalt er “peak poses” – altså dem man som lærer ofte bruger første del af en yogatime på at bygge op til gennem forskellige forberedende stillinger. Hofteåbnere eller bagoverbøjninger for eksempel. Her var det en decideret “Peak Parade”, som Simon Krohn bemærkede. Eller “asanas extravaganza”.
Men det gik ikke stærkere, end at der stadig var tid og ro til at guide os ind i stillingerne gennem de forskellige Anusaraprincipper, som jeg ikke vil rode mig for langt ud i her, men som rent fysisk gør de meget udfordrende og avancerede stillinger mere opnåelige og sikre på en gang. For eksempel i den fulde version af Vasisthasana ved først at stritte numsen bagud og dermed lave inderspiral og så lave yderspiral ved at trække halebenet ind under sig og så derefter strække øverste ben helt ud og op mod loftet og lade stillingen udfolde sig helt.

Mødte jeg så min grænse? Ja, på den måde, at jeg ikke kunne nå ud i den fulde version af alle de avancerede stillinger. Mit øverste ben stod absolut ikke lodret op mod loftet i Vasisthasana. Men det er jo heller ikke meningen, at man nødvendigvis skal kunne komme helt ud alle stillinger for at lave god yoga. Det handler mere om, hvad der sker på vejen dertil – at vi bemærker, hvordan vi reagerer på de forskellige udfordringer. Møder du dem med smil, nysgerrighed og overgivelse, eller møder du dem med modstand og kontrol? På den måde bliver yogamåtten en form for spejl på vores reaktionsmønstre i livet generelt – vi bliver bevidste om dem, og derefter kan vi prøve at forandre dem, hvis ikke de er hensigtsmæssige for os. Bliver jeg sur på mig selv, hvis ikke jeg kan stå i spagat, eller accepterer jeg det og arbejder tålmodigt videre? Tør jeg at lave back-drop fra hovedstand, eller holder jeg igen på grund frygten for det ukendte?

Så selvom niveauet er tårnhøjt til de nye 3′er-timer, har jeg helt sikkert tænkt mig at komme og eksperimentere, udforske og lege med igen snart!

 

Da jeg stod model

Anatomi er en essentiel del af min yogalæreruddannelse. Vi lærer musklernes og knoglernes latinske navne, vi lærer om nerver, led, skader, og vi studerer og analyserer hinandens kroppe for at kunne bruge det hele i vores undervisning. To gange er jeg endt som model foran hele holdet.
Desværre var det begge gange, for at vores lærer, Charlotte Nielsen, der både er fysioterapeut og yogalærer, kunne illustrere, hvordan en skæv krop ser ud i virkeligheden. Forrige moduls anatomifokus var nemlig skulderregionen, og her er jeg åbenbart et pragteksempel på, at ikke alle mennesker er symmetrisk bygget. Ved en detaljeret analyse af mine skulderblades placering på ryggen ser man, at højre skulderblad hænger længere ude mod højre, peger mere indad forneden (og det er vel og mærke ikke meningen), og at jeg ikke har særlig meget naturlig krumning i den øverste del af rygsøjlen. Og så roterer min rygsøjle let om sig selv, så jeg faktisk også hælder en lille smule mere frem i højre side.
Men min mest tydelige “fejlkonstruktion” kræver ingen nørdet anatomisk ekspertanalyse. Man kan bare kigge på mine kraveben og skuldre – og så ser man tydeligt, at jeg er kortere i højre side af kroppen.

Selvfølgelig er det fedt at blive opmærksom på, for så kan jeg jo begynde at arbejde med at udligne skævheder i de forskellige yogastillinger og med at opbygge muskelmasse, der hvor jeg måske er lidt for svag i øjeblikket. Men samtidig blev jeg faktisk oprigtigt ked af det, da jeg stod der foran alle mine medstuderende som eksemplet på en skæv krop. Ikke fordi jeg har noget imod at være “anderledes”, men fordi jeg i årevis har kæmpet med smerter i højre side af ryggen, som jeg har fået undersøgt af læger, og som jeg arbejdet længe med hos en fysioterapeut for en del år siden – uden at årsagen blev fundet, og uden at smerterne forsvandt.
Gennem yogaen har min ryg heldigvis fået det bedre. Ikke perfekt, men markant bedre. Men som jeg stod der, blev jeg ramt af en følelse af ærgrelse, fordi “fejlen” og dermed forklaringen på en masse problemer og frustrationer først blev opdaget nu – og især fordi det er så tydeligt at se. Hvorfor så fysioterapeuten ikke det åbenlyse? Og hvorfor i alverden har jeg ikke selv set det, når jeg har kigget på mig selv i et spejl??

Det, der nu står tilbage, er naturligvis iveren efter at arbejde endnu mere konkret og målrettet med min skæve krop. Række mere ned gennem højre hånd i hundestrækket, så højre side af min krop bliver forlænget, og rotere højre albue, så den vender ligesom venstre albue for at nævne et konkret eksempel. Mest af alt kribler det i mig for at bruge alt det, jeg lærer om kroppes skævheder og forskelligheder, når jeg selv skal undervise, så jeg kan guide eleverne til en bedre kropsholdning og dermed et mere smertefrit liv. Endnu et af de utallige plusser ved at lave yoga!

Min anatomilærer Charlotte Nielsen fortæller om skulderregionens knogler, led, bindevæv og muskler.

Fem sekunder om fire måneder

Egentlig er jeg ikke tilhænger af at opsætte alt for konkrete mål for mig selv – strikse nytårsfortsæt om vægttab eller om at lægge laster på hylden eksempelvis. For mig er den slags ofte mere nedbrydende end opbyggende, for hvis jeg ikke overholder løftet til mig selv, risikerer jeg at ende med at dunke mig selv i hovedet med fiaskofølelse og dårlig samvittighed i stedet for at have fået noget positivt ud af det.
Nå, men nu har jeg så alligevel gjort det – sat et konkret mål: Fem sekunder i fri håndstand inden den 1. maj. Det er ikke grebet ud af den blå luft, men valgt sammen med en sej håndstandsmester, der også har givet mig delmål – så jeg tror virkelig på det! Fem sekunder er faktisk ret længe (prøv selv engang), men det er dog et realistisk og ikke overambitiøst mål, så nu skal jeg bare øve, øve, øve. Jeg har en masse effektive teknikker fra yoga og elsker også at bruge inspirationsvideoer, når jeg øver hjemme på stuegulvet. Som tidligere nævnt bruger jeg det virtuelle yogastudie Yogaglo rigtig meget, men der ligger også et hav af gode sager gratis på Youtube. For eksempel:

Fra min egen yogalærer:

Mere skulderarbejde (Anusaranørderi på japansk):

Meget pædagogisk:

Selv om målet nu er sat, vil jeg ikke dunke mig selv i hovedet, hvis jeg 1. maj stadig ikke står fem sekunder i fri håndstand. Det er nemlig formuleret ret løst inde i mit hoved – jeg vil FORSØGE at nå målet i stedet for, at jeg SKAL nå det. Spændende om det kommer til at slække på motivationen og kampgejsten – men mon ikke det bliver opvejet af, at jeg nu har delt det her på bloggen…

Læs tidligere indlæg om Yogaglo:
Min aften med Sianna

En lille gave

Min nye flamme

Kærlighed ved første blik var det ikke. Som jeg tidligere har skrevet om, har jeg ikke helt kunnet se, hvad akroyoga havde med yoga at gøre (læs her og her). Var det ikke bare nogle legesyge voksne mennesker, der lavede akrobatik sammen? Hvorfor ikke bare kalde det “akro” uden “yoga”?
Men på min nytårsyogaferie (læs her og her) fandt jeg yogaen i akroyoga.

Det var, når jeg langsomt lænede mig ind over en af de andre, greb de fremstrakte hænder og overgav mig til hans/hendes krop, mærkede hvordan balancen og stabiliteten blev styrket af at give slip på kontrollen og trække vejret dybt, at de varme følelser for akroyogaen voksede frem. Foreningen med andre mennesker. Den dybe tillid og overgivelsen.

Det var, når det pludselig lykkedes at flyve højt over jorden uden frygt, og når vi klaskede sammen oveni hinanden i kæmpe grin, at det pludselig gik op for mig, hvor meget jeg faktisk elsker at lege og længes efter at slippe tøjlerne og hæmningerne mere i mit ellers kontrollerede liv.

Og det var, når jeg mærkede frustrationen over at være en usikker base – den der ligger nederst – der især i begyndelsen tabte sin partner, at jeg blev taknemmelig over, at der konstant er nye steder i yogaen at starte helt fra ny igen, udforske og fordybe sig i.

Jeg har med andre ord fået øjnene op for mange grunde til, at akroyoga selvfølgelig er yoga. Udover arbejdet med nærvær, åndedræt, overgivelse og at slippe kontrollen, der i høj grad er yoga for mig, er der også flere rent fysiske teknikker, som bruges i “almindelig” yoga. Balance, stabilitet, muskelarbejdet og knoglernes placering i forhold til hinanden for at nævne nogle eksempler. Og så er der den bonus, at to plus to i akroyoga giver fem, fordi man hjælper hinanden ind i endnu dybere stræk og samtidig får sig en omgang thaimassage. Totalt win-win!
Så her midt i min nyforelskelse er jeg ret begejstret over, at vores to inspirerende og seje akroundervisere fra nytårsturen, Line Bangsbo og Jeppe Skovgaard Larsen, begge arbejder i yogastudiet Streetyoga, hvor jeg for nylig begyndte at undervise fast, så de nu er mine kolleger. Jeg har allerede tilmeldt mig deres akroworkshop den 12. januar, og jeg glæder mig som et lille, legesygt barn.

Det var ikke kun akroyogaen, jeg forelskede mig i hen over årsskiftet. Jeg var – som tidligere skrevet – meget i tvivl, da jeg skulle vælge mellem yogaturen og nytårsfest. Når jeg tænkte over det, virkede det besynderligt at tage med en flok næsten fremmede mennesker ud i den jyske natur på hippie/indianerstedet Eagleroad, når nu jeg var inviteret til fancy fest i København. Fint nok med alt mit yoga, men var det her ikke lige en tand for stenet? Tre gange yoga hver dag, meditation, svedehytte, vegetarmad, sovesal.
Men når jeg mærkede efter og slap tankerne og vurderingerne, havde jeg klart mest lyst til at tage af sted, og jeg har ikke fortrudt et sekund, at jeg gik ind i 2013 i uldne benvarmere i stedet for stiletter.
Da jeg på vej hjem derfra sad i toget og fordøjede oplevelserne, blev jeg opfyldt af en følelse af glæde og taknemmelighed. Selvfølgelig rettet mod alle de fantastiske mennesker, jeg havde levet op og ned ad og oplevet en særlig samhørighed med i fem intensive dage, men først og fremmest var taknemmeligheden faktisk rettet mod mig selv, fordi jeg igen fravalgte det meste oplagte og velkendte til fordel for noget, som jeg til gengæld føler mig meget hjemme og fredfyldt i.
Så endnu “note to self” her på bloggen: Hold fast i at vælge med hjertet og ikke med hjernen!

Læs tidligere indlæg:
Om akroyoga:
Mens vi venter
Leg i luften

Om nytårsturen:
Det blev et yogaretreat
Champagne eller svedehytte?