Tid til nytårsstatus

Nytårstid er statustid, så jeg har kigget tilbage og lavet en liste over de indlæg, der har fået mest respons fra jer, der læser med. På mail, Facebook, i kommentarfeltet eller ude i virkeligheden.

1. Popmusik og to pytter på en yogamåtte
2. Da min frygt blev til ren lykke i Paris
3. Om yoga og kød

Fælles for netop de indlæg er, at der er noget på spil – at jeg som blogger giver noget af mig selv, som I læsere enten kan relatere til, eller som inspirerer eller måske endog provokerer.

Det er også der, hvor jeg ind i mellem kan tænke “shit, var det nu smart at dele med hele verden…” og føle mig blottet og sårbar bagefter. Men hvis ikke jeg kan skrive ind under huden mig selv en gang i mellem, vil jeg hellere lade helt være med at skrive.

Der skal dog være en balance. Så også fremover vil jeg mikse korte, letfordøjelige indlæg med de lidt længere, men mit overordnede formål med at blogge er at være åben, så indlæggene bliver personlige uden at blive alt for private. Om det lykkes er op til andre at vurdere.
Tak for alt jeres fine respons og for at I læser med – rigtig godt nytår!!

En chance til

Da jeg lørdag formiddag underviste i Streetyoga, skulle vi selvfølgelig fejre, at jorden ikke var gået under dagen før. Jeg havde inden da tænkt over, hvad man kan bruge sådan en anledning, til og jeg var kommet frem til, at vi skulle se nærmere på, hvad vi ville gøre, hvis vi fik en chance til her i livet. Det kan jo være alt fra at se mindre tv, meditere mere, være mere sammen med dem, vi holder af, spise mere chokolade, spise mindre chokolade til at ville forfølge vores drømme og udleve vores inderste passion. Småt og stort.

En af de ting, jeg kom til at tænke på, var, at jeg ville tænke mindre i “burde”. Give mere slip på selvkontrollen og perfektionismen. Netop det kan jeg kultivere på yogamåtten, og i lørdags opfordrede jeg eleverne til at gøre det samme. At give slip på forestillingerne om, hvordan den perfekte Parsvakonasana eller Virabhadrasana II skal se ud og i stedet mærke efter, hvad der føles rigtigt. Tag en pause i stedet for at piske dig selv. Bakke lidt ud af stillingen, hvis det føles for intenst. For:

- Ville du, hvis du fik en ekstra chance her livet, bruge den på a) at forsøge at gøre alting perfekt eller på b) at gøre det, der føles rart?

Vi behøver jo sådan set ikke en annullering af jordens undergang til at ransage os selv og foretage ændringer i vores liv. Mindre kan gøre det. Det kræver dog en bevidsthed om, hvad vi ikke er tilfredse med her i livet – og så mod og styrke til at foretage de nødvendige ændringer. For mig har det krævet en lang og sej kamp – og massevis af timer på yogamåtten – at skrælle alle lagene af og komme helt derind i mig selv, hvor jeg kan mærke, hvad der rent faktisk gør mig glad. Og det er først, når vi er helt inde ved kernen, at vi kan foretage de valg og forandringer, som for alvor vil give os mere livsglæde – jeg blev jo ved med at lede efter den samme type job, så længe jeg var overbevist om, at det var det rette spor for mig. Men det viste sig, at jeg byggede karrieren på nogle idéer og forventninger, som var ude af trit med mig selv. Og jeg blev ved med at lede efter den samme type mand, så længe jeg troede, at netop han ville gøre mig lykkelig. Men jeg ledte efter noget, der skulle matche et selvbillede, der ikke harmonerede med mit hjerte, og jeg blev derfor ved med at være utilfreds med de mænd.
De mange timer på yogamåtten har altså hjulpet mig med at smide nogle af lagene, men de har det med at komme krybende og klistre sig på igen, så for mig vil det kræve en konstant yogapraksis at holde kontakten til mig selv åben. For jeg kan stadig tage mig selv i ind i mellem at stræbe efter den perfekte Parsvakonasana eller Virabhadrasana II (og indrømmet, især hvis læreren kigger) – men jeg giver mere og mere slip.

Det blev et yogaretreat

Jeg var virkelig i tvivl – skulle jeg vælge champagne eller svedehytte nytårsaften? For selv om yoga fylder meget i mit liv, er jeg også stadig enormt glad for fest og ballade, så jeg følte mig endnu en gang splittet mellem de to verdener.

Men jo mere jeg tænkte over det, jo mere gik det op for mig, at det faktisk ikke primært var nytårsfesten, jeg havde svært ved at vælge fra. Det var mere dagene mellem jul og nytår, som jeg gerne ville have her i København, fordi jeg så ville have masser af tid til at …. lave yoga, tage ud i naturen, være sammen med søde folk. Fester af der jo altid masser af, god tid i hverdagen til de andre ting – not so much.

Da det pludselig stod klart, sendte jeg straks min tilmelding til retreatet, for det er jo netop, hvad jeg får der. Ikke med mine tætteste venner dog – men formentlig med nogle spændende mennesker, som jeg kommer til at dele noget helt særligt med.

Undskyld jeg forstyrrer, men…

Det kom helt inde fra mit inderste. Og det kom helt bag på mig. Pludselig hørte jeg mig selv midt i et højlydt “juhuuu” til en workshop om håndstand og armbalancer med Michael Bjerrum for nylig. Jeg stod i fri håndstand midt i lokalet, og begejstringen over ikke at have brug for en ven eller en væg fik mig til spontant at hvine i fryd.

Det skete også for et par uger siden. Da var det i Urdvha Dhanurasana, hvor jeg for første gang prøvede at slippe måtten med den ene hånd, placere den på anklen og stadig have fuld kontrol. Der kom også pludselig en skinger jubellyd ud af mig – det lød noget i retning af “wiiiii”…

Begge gange kom udbruddene helt spontant – jeg nåede slet ikke at overveje eller vurdere, om det ville være pinligt/passende/forstyrrende i forhold til de andre omkring mig. Jeg havde helt klart smidt kontrollen. Og det er ellers ikke noget, der sker særlig tit i mit liv, så det var faktisk befriende at kunne give fuldkommen slip og bare rånyde det, jeg stod midt i.

Dét at give mere slip på selvkontrollen vil jeg forsøge at bringe med ud i den “virkelige” verden – væk fra måtten. Jeg vil nok ikke begynde at råbe “juhuuu” og “wiiiii” alle mulige steder, men jeg kan uden tvivl øve mig i at skrue ned for analyserne og vurderingerne af andres mulige reaktioner og tanker, inden jeg gør noget eller siger noget. Dels betyder det jo reelt intet, hvad andre tænker om mig, dels kan jeg alligevel ikke regne ud, hvad de rent faktisk tænker, selv om jeg prøver – so why bother?

 

Jeg ønsker mig…

Jeg har længe været modstander af ønskelister. Til stor frustration for venner og familie har jeg ofte afvist at lave sådan nogle, fordi jeg har set dem som en bestillingsseddel – og inderst inde drømt om, at folk ville finde på personlige gaver. Noget med tanke og mening bag.
Da jeg var barn, var det selvfølgelig anderledes. Dengang satte jeg ivrigt og forventningsfuldt en masse krydser i BR-reklamerne og ønskede mig brændende Lego, Star Wars og dinosaurer. Men senere fik jeg altså den idé, at jeg ikke ville hjælpe mine venner og familie med at finde på gaveidéer.

Da jeg var barn, kunne jeg ikke gøre andet end at håbe vildt og inderligt, at mine forældre gav mig det fra listen, som jeg ønskede mig allermest. Jeg kunne prøve at lokke, charme, tigge, men i sidste ende lå beslutningen ikke i mine hænder.
Det gør den til gengæld i dag. Derfor er det også kun mig selv, der kan stå i vejen for at få ønskerne opfyldt.

Nu er vi der så igen. Mine forældre har lige bedt mig om at komme med julegaveønsker. Men i år skal de nok få en liste – ikke mere selvoptaget modstand fra mig. Ja, jeg vil faktisk gå så vidt, at jeg også vil lave en (yogarelateret) liste til mig selv! Og den skal ikke kun gælde jul, men række ud i hele 2013 – og endnu længere måske. Noget er realistisk nu og her. Andet skal der arbejdes lidt mere på…

- En tur med European Yogi Nomads til Istanbul i maj.

- Håndstand i det fri. Jeg mangler faktisk kun at smide frygten for at falde bagover, for jeg kan godt.

- Yoga med min yndlings-Anja Bergh.

- At overskride min ultimative fysiske begrænsning og nå Hanumanasana (og i det hele taget tilegne mig nogle af Hanumans kvaliteter, men det er en anden og knap så konkret historie…:)

- Yogatur til Indien. Den sydlige del denne gang, mere ayurveda. Og en masse andre yogarejser rundt i verden. Bali, San Francisco og og og….

- Mod til at prøve at føre min store drøm ud i livet…

- Simon Krohns kommende bog om yogafilosofi.

- Nye bløde bukser fra Moshi Moshi.

- At jeg kan blive ved med at skrive indlæg, der inspirerer, pirrer, provokerer – eller på anden måde vækker noget i jer, kære læsere. Derfor er jeg virkelig taknemmelig for de mails og kommentarer, I skriver til mig. Keep ‘em coming!

Lækre lektier

Denne weekend står på yogalæreruddannelse. Der er gået over en måned siden sidste modul, og jeg kan mærke, at jeg virkelig trænger til at komme videre i fordybelsen – normalt går der ikke så lang tid mellem modulerne, men vores undervisere kører også en intensiv yogalæreruddannelse i Indien hver vinter, så derfor har vi måttet vente lidt længere denne gang.
Ventetiden har jeg brugt sammen med min læsegruppe og med nogle af disse bøger:

Helt konkret er jeg i øjeblikket i gang med at studere nerver:

Champagne eller svedehytte?

Jeg er splittet. Igen. Nytårsaften nærmer sig, og jeg skal snart træffe et valg.
Skal jeg hoppe i stiletter og kjole og give den fuld gas med venner, champagne og østers? Eller skal jeg hoppe i bløde leggins og tage med på yogaretreat i den smukke jyske natur?
Skal min 1. januar være med eller uden tømmermænd? Hvem skal jeg være?

Valget står altså mellem noget i den her stil:

Jeg har fejret nytår på alle mulige alternative måder, som her til gadefest i Buenos Aires – men jeg har aldrig prøvet at vælge svedehytte frem for fest nytårsaften.

Eller den her stil:

Smuk jysk natur, varmt tøj og yoga – ja tak!

Jeg må snart beslutte mig, jeg er bare virkelig ikke god til det der med at vælge fra.
Lige nu hælder jeg mest til retreatet, og der er heldigvis stadig pladser. Vil du også med? Så læs mere her.

Yoga helt nede på jorden

Jeg bliver ind i mellem mødt af skeptiske kommentarer – især fra midaldrende mænd, kolleger for eksempel – om “det der yoga ikke bare er noget med at sidde i lotusstilling i timevis og forsøge at lette fra jorden.”
For det meste forsøger jeg tålmodigt at forklare. Andre gange kan jeg fornemme, at jeg lige så godt kan give op med det same og siger så noget i retning af “jojo, det er nemlig det, jeg bruger så meget af min tid på.”

Jeg ville ønske, at alle disse mænd, ja alle yogaskeptikere sådan set, havde været med på weekendens workshops med Chris Chavez. Både så de var blevet tæsket igennem de udfordrende stillinger, men også for at de havde oplevet, hvor underholdende yoga kan være. At det ikke behøver at være så (selv)højtideligt og højtravende, men også kan være helt nede på jorden. Hvordan en underviser sagtens kan snakke om Jimi Hendrix, spille luftguitar, cracke jokes, grine af sig selv og samtidig med en legende lethed flette filosofi og tænksomme ord ind i undervisningen, så yoga bliver meget mere end de fysiske øvelser, asanas. Det er Chris mesterlig til, og så instruerer han super præcist, så alle kan være med.
Jeg er stadig helt høj og propfyldt med inspiration til at gå dybere i min egen praksis og til at tage nogle af hans tricks med, når jeg underviser.
Vi legede blandt andet med skorpionen:

Her bliver Pernille, der har Noga, og som jeg kender fra min yogainstruktøruddannelse fra Fitness World, hjulpet ind i skorpionen af Chris. Det kræver en god portion tillid og mod at lade benene synke ned over hovedet og tro på, at man ikke falder for over og klasker sammen, men det føles til gengæld fuldkommen fantastisk, når man så gør det.