“A legendary glorious blaast”

Jeg har nogle virkelig lækre yogating i min kalender den kommende tid.

I weekenden kommer Chris Chavez, som jeg før har skrevet om, til København, og jeg glæder mig helt vildt meget – det bliver med garanti vanvittigt hårdt og super sjovt!.
Som en af mine yogavenner skrev til mig for nylig:
Enjoy the class with Chris, it will be a blaaaast, as he uses to say. No wait: it will be a legendary glorious blaaast.”

Her er han, Chris Chavez:

Næste lækre yogating i min kalender er min Yin-fordybelsesrejse, som jeg har skrevet om her. Jo koldere, mørkere og vådere vejret bliver, jo mere nyder jeg at komme i Sattva Yoga og skrue tempoet helt ned.

Og så er alle mine lørdage året ud også fyldt med lækre yogating – der underviser jeg nemlig i det skønne yogastudie Streetyoga på Blågårdsgade. Først relax, så flow. Kom endelig forbi, der er gratis introtimer og god stemning!

Popmusik og to pytter på en yogamåtte

Jeg lovede for nylig at fortælle en historie om, hvorfor jeg har kastet min kærlighed på yogaformen Anusara. Here goes:

Der var blevet grædt en del tårer på min yogalæreruddannelse. Ikke mine, men en hel masse andres. Jeg havde sagt til en af mine medstuderende, at jeg ikke helt forstod, hvorfor jeg ikke græd, når nu så mange andre gjorde det. Var jeg mon for hård indeni? Havde jeg paraderne oppe? To uger efter skete det så:

Begge vores undervisere, Simon og Soham, var forhindret i at være til stede den weekend, den ene var fanget i New York af orkanen Sandy, den anden var i Italien for at undervise, og vi havde derfor fået Nanna Wagner Nielsen som vikar. Nanna er blandt Anusara-toppen-af-poppen i Danmark, og jeg er altid vildt begejstret for hendes timer, så jeg glædede mig til at høre hende fortælle om Anusaraens første alignment-princip, “Open to Grace”, som vi var kommet til i undervisningen. Open to Grace handler blandt andet om at åbne sig for noget større – for noget universelt, læs eventuelt mere om den officielle udlægning af det her.

I små grupper skulle vi dele, hvad vi personligt forstod ved Open to Grace. Jeg fortalte min gruppe, at netop det princip betyder rigtig meget for mig, og at de ord, jeg forbinder med Open to Grace er blandt andet “blødhed” og “muligheder”. Hvordan jeg ved at blødgøre mit syn på mig selv, ved at åbne op og mærke efter, hvad der virkelig gør mig glad, har truffet nogle livsforandrende valg. Og hvordan jeg oplever, at når jeg giver slip på forestillinger om mig selv – som sej, karriereorienteret christiansborgjournalist eksempelvis – får meget mere lethed, harmoni og glæde.

Efter teorien underviste Nanna en yogatime, hvor hun forvandlede ordene til en sveddryppende yogapraksis. Det var en benhård time, hvor vi blandt andet skulle lave Ustrasana flere gange og komme op fra den dybe bagoverbøjning uden at bruge hænderne og med bryst og hals helt åben. Det gav mig en boblende følelse af energi og lykke, og det strålede åbenbart så meget ud af mig, at en af mine medstuderende i den anden ende af lokalet lagde mærke til min indre fest.
Da vi kom til Savasana, og Nanna satte Krishna Das’ sang “Mala” på, begyndte tårene at trille. Jeg følte pludselig en dyb længsel, der hev i mig helt inde fra hjertet, jeg følte, at gulvet forsvandt under mig, og jeg græd i samtlige de ti minutter, sangen og Savasana varede. Det så sådan her ud bagefter:

Ligner det ikke elefantøjne…?!

Dagen efter tog jeg fat i Nanna. Jeg havde undret mig over, at tudeturen kom på netop det tidspunkt – jeg havde jo lige haft en fantastisk yogatime med indre festfyrværkeri i Ustrasana!?
Hun kiggede på mig med et skælmsk smil, gik hen til en computer og klikkede sig ind på Youtube.
“Den her er til dig”, sagde hun:
“Nogle gange finder man svaret i popmusik.”
Jeg stirrede vantro på skærmen. Katy Perry?? Så lyttede jeg. Og vidste straks, hvad Nanna mente.

Altså, hvis man følger sit hjerte og viser, hvem man virkelig er, er der mulighed for at bryde fri af gamle forvrængede forestillinger og mønstre og dermed få mulighed for et langt lykkeligere og lysere liv. Det er, hvad jeg får ud af sangen. Og som får mig til at storsmile, når jeg cykler rundt i København med den i ørene.

Og så er det jo nøjagtigt det, jeg finder i Open to Grace.
Det, der fik mig til at græde den dag, var en overvældende følelse af de mange muligheder, livet rummer, hvis bare jeg tør at smide facaderne og være den, jeg virkelig er, og gøre de ting, der gør mig glad. Også selv om det indebærer at sige nej tak til fristende, fancy prestigejob, som jeg “burde” sige ja til, og at vise usikkerhed og sårbarhed i stedet for at virke sej og selvsikker.
Pointen er, at jeg har besluttet mig for at afkoble mig selv fra de idéer og forestillinger, som andre og jeg selv har/har haft, eller som jeg har forestillet mig, at andre har haft om mig, men som jeg ikke trivedes i. Og selv om det kan være svært at se virkeligheden i øjenene og acceptere, hvem man i virkeligheden er, når den person måske er knap så sej, som man gik og troede, så er det netop i den accept og overgivelse, at friheden og mulighederne ligger. Og det er, hvad yoga – og særligt Anusaras Open to Grace – tænder i mig.

Hvad ER du, hvad GØR du?

“Er du yogalærer?”

Sådan spurgte en tysk mand, da jeg for nylig var i Paris med European Yogi Nomads.
Nejnej, jeg laver bare yoga,” svarede jeg prompte.
Så snakkede vi lidt videre, og vi kom ind på, at jeg underviser i blandt andet Fitness World.
Han grinede:
Jamen, så ER du jo yogalærer.”
Jeg blev helt flov, for det havde han jo sådan set ret i – og jeg måtte prøve at forklare:

Faktum er, at jeg har papir på en yogainstruktøruddannelse, er i gang med en et-årig internationalt certificeret yogalæreruddannelse, og at jeg rent faktisk får løn for at undervise (har nu også fået vikartimer i Streetyoga på Blågårdsgade:)
Så hvorfor svarede jeg så tyskeren, som jeg gjorde? Hvornår ER man noget, og hvornår GØR man noget?
Et hurtigt scan igennem mig selv: Jeg ER ikke journalist, men ARBEJDER som journalist. Jeg SKRIVER en blog, men ER ikke blogger. Til gengæld ER jeg datter, søster, veninde.
Nogle ting kan jeg jo lave om på, ændre, flytte mig fra, mens andre ting er en del af mig som menneske helt inderst inde.

På samme måde skelner jeg også nogle gange, når det gælder følelser. Hvis jeg har en dårlig dag, vil jeg hellere sige, at jeg et eller andet GØR mig ked af det, frem for at jeg ER ked af det. Så står det mere klart for mig, hvad jeg kan ændre, og hvad jeg ikke kan ændre og dermed må acceptere. Dermed kan eksempelvis sorg være en følelse, jeg kan afkoble mig fra i stedet for at lade den blive en del af mig.

Det endte heldigvis med, at tyskeren forstod mit svar. At jeg sagtens kan undervise i yoga – og i øvrigt være helt vildt begejstret for at gøre det – men at jeg alligevel ikke har sat et label på mig selv med ordet “yogalærer”.

Jeg flytter hjem igen…

Efter nogle måneder som yogablogger hos www.fitliving.dk har jeg valgt, at jeg fra nu af vil poste mine indlæg både her på min egen blog og på www.fitliving.dk.
Nogle gange vil noget kun stå her, mens andet kun vil være at finde på www.fitliving.dk – så følg endelig med begge steder:)

Hvilken yogaretning vil passe til mig?

Hej Ida. Jeg overvejer at begynde på yoga, selvom jeg aldrig har set mig selv som typen til det – jeg er mere til eksplosive sportsgrene (løb, roning, styrketræning, ridning), men jeg lever også ekstremt meget oppe i mit hoved og vil sikkert have godt af at komme mere ned i kroppen. Derfor vil jeg høre, om du kan anbefale en bestemt yogaretning for en som mig, der er totalt nybegynder, er utålmodig anlagt, er praktiker mere end teoretiker og altså mere til det eksplosive?”

Jeg får rigtig meget respons på de ting, jeg skriver her på bloggen, og tusind tak for det, jeg elsker det! Mange stiller spørgsmål à la det ovenstående fra en gammel studiekammerat, og jeg bliver totalt glad, når min yogaglæde kan smitte og inspirere. Det er mit eneste formål med at blogge!

Men mit svar på netop det spørgsmål – om jeg kan anbefale en bestemt yogaretning – bliver altid nogenlunde enslydende: “Prøv dig frem med forskellige yogastudier og forskellige undervisere”.

Jeg fortæller selvfølgelig gerne om lærere/studier/yogaretninger og om egne erfaringer – jeg vil bare nødig anbefale noget bestemt. Jeg kunne ellers sagtens svare min gamle studiekammerat, at hun sikkert vil blive begejstret for Bikram eller noget flow med knald på i et fitnesscenter eksempelvis.

Men jeg er så taknemmelig og glad for min egen snørklede vej gennem forskellige stilarter og studier, indtil jeg fandt “hjem” i yogaformen Anusaras principper, at jeg kun helhjertet kan anbefale én ting: Føl dig frem. Vær åben og tålmodig, mærk efter om det føles rigtigt – hvis ikke, hold en pause eller prøv noget nyt, indtil du finder det, der føles rigtig for dig på et givent tidspunkt.

I mine spæde yogadage blev jeg hurtigt tiltrukket af Bikram. Jeg er – indrømmet – noget af en kontrolfreak, så regler, rammer, gentagelser, måtte være et perfekt match, tænkte jeg! Men det blev mest bare målrettet, fysisk træning for mig dengang.

Så prøvede jeg noget andet, der lignede lidt. Stoppede igen. Holdt en pause helt uden yoga. Smagte så igen på noget nyt. Og flyttede mig igen. Langsomt fandt jeg ud af, at jeg udvikler mig meget mere som menneske ved at give slip på kontrollen og kultivere de dele af mig selv, som jeg ikke har så god kontakt til. Eksempelvis blødhed, intuition, sensitivitet og åbenhed. Jeg har altså ikke behov for mere af det, jeg har masser af i forvejen – perfektionisme, rammer og kontrol – alt det som eksempelvis Bikram nærede i mig.

Gennem Anusaras principper, der både indeholder blødhed og masser af svedigt muskelarbejde, har jeg oplevet, at mine yderste lag bliver skrællet af, paraderne falder, og jeg står tilbage i en mere ægte og autentisk udgave af mig selv.

Men selv om jeg lige nu er fuldkommen forelsket i Anusara, betyder det jo hverken, at det vil appellere til jer, kære læsere af bloggen, eller til mig om om et år. Jeg ser yoga som en udvikling i konstant bevægelse, en rejse, som er helt individuel og personlig. Snart vil jeg fortælle en konkret historie om, hvad Anusara har gjort ved mig. So stay tuned;)

Min aften med Sianna – IRL

Danmark får ikke særlig tit besøg af de internationalt anerkendte yogalærere, men i sidste uge var en af de helt store, Sianna Sherman, i København.

Før det kendte jeg hende kun fra de mange timer i selskab med hende på skærmen, som jeg tidligere har skrevet om her (læs om det her). Så det var med tårnhøje forventninger, at jeg tirsdag aften cyklede mod Islands Brygge med yogamåtten over skulderen til en “åben masterclass”.

Men opskruede forventninger skaber jo som bekendt plads til skuffelser, og jeg må indrømme, at jeg var lidt skuffet, da jeg cyklede hjem mod Vesterbro efter de 2,5 timer, eventen varede. Det var en fin yogatime, ingen tvivl om det. Jeg blev bare aldrig rigtig grebet.

Vi lå på et iskoldt betongulv, og når vi så skulle sidde stille og chante mantraer rigtig mange gange undervejs – uden at de blev flettet sammen med de fysiske yogastillinger – blev jeg altså hægtet af.

Trods denne ene aftens skuffelse vil jeg dog alligevel vildt gerne opleve Sianna Sherman igen, og helst over et længere forløb. For jeg tror stadig på, at hun kan noget ud over det sædvanlige – så længe rammerne passer, og forventningerne (mine) ikke er urealistisk høje vel og mærke…

Næste yogalærerstjerne, jeg skal opleve her i København, er Chris Chavez, der gæster Hamsa Yoga Studio den 30. november til 2. december. Ham har jeg oplevet undervise sammen med Nanna Wagner Nielsen i Paris og kan varmt anbefale ham! Sjov, sej og vildt inspirerende.

Da min frygt blev til ren lykke i Paris

Jeg fik i dén grad overskredet grænser på min tur til Paris med European Yogi Nomads. Som jeg bloggede om inden, var jeg lidt nervøs og utryg over at tage af sted helt alene og dermed risikere at havne midt i en stor familiefest, som jeg ikke var en del af.

Når jeg alligevel tog med, var det, fordi jeg også rationelt var klar over, at den følelse ville gå over efter lidt tid – sådan går det nemlig altid, når jeg er utryg op til noget nyt og uvist med fremmede mennesker. Alligevel kan jeg ikke bare let og elegant springe over den indledende urolige og anspændte fase, så på vej ned igennem de sorte, regnfulde skyer over Paris lovede jeg mig selv at acceptere den følelse og bare være midt i den, indtil den ville gå over, i stedet for at kæmpe imod den. Det gav mig lidt mere ro, men usikkerheden var stadig med i min bagage på det tidspunkt.

Velkomst-eventen fredag med lærerne Leila Sadeghee og Kai Hill hjalp lidt. Temaet for yogatimen var forening – vores “kula”, der er sanskrit for fællesskab/familie. De to lærere drog en parallel til Paris’ arondissementsystem, hvor kvartererne ligger side om side og på den måde bliver forenet i en spiral.

Jeg havde allerede snakket med nogle søde og åbne folk inden timens begyndelse og følte nærmest, at temaet var valgt for min skyld. Lærerne talte jo netop om samhørighed, at vi igennem vores fælles yogakærlighed er forbundet – som en masse små pariserarondissementer på vores yogamåtter side om side. Og jeg var så langt fra den eneste, der kom alene.

Også dagen efter var det, som om lærerne Anne Vandewalle og Manel Rodrigues havde valgt temaet til deres tretimersklasse til ære for mig.
Temaet var nemlig, hvordan man kan overkomme frygt. Det satte de fokus på blandt andet gennem en masse grænseoverskridende yogastillinger – for kan du vikle dig ind i en svær armbalance, som du ikke troede mulig, kan du måske også klare mere, end du tror, ude i virkeligheden, væk fra yogamåtten.

På den måde overfører jeg tit det, jeg oplever indeni mig selv på måtten til mit ”virkelige” liv, og det er med til at give yogaen dyb mening for mig. Hvis du kan udføre en krævende og anstrengende yogastilling og samtidig smile og trække vejret roligt, kan du måske også næste gang, du står i en meget presset situation – på arbejdspladsen for eksempel – smile og trække vejret roligt i stedet for at snøre sammen i ansigtet og trække vejret helt oppe i brystet.

Ud fra den devise gav jeg slip på kontrollen og kastede mig frygtløs ud i det hele og gik derfra med lidt mere styrke – blandt andet fordi jeg kunne holde mig selv længere end normalt i armbalancen Bakasana.
Jeg gik også derfra med en flok nye yogavenner, som jeg fulgtes med hen til det sted, hvor vi alle skulle mødes om aftenen til mad og drinks. Folk, som jeg i øvrigt stadig har kontakt med i dag.

Søndag morgen pakkede jeg så igen min store yogataske og vandrede mod caféen Le Pain Quotidien for at få lækker morgenmad inden dagens to lange yogatimer. Den ene med svenske Anja Bergh, der faktisk var blandt grundene til, at jeg tog med til Paris, den anden med skønne Sharon Jacobs, som jeg boede hos i latinerkvarteret gennem yogacoachsurfing.

Da jeg trådte ud på gaden den morgen, kunne jeg med det samme mærke en forandring. En lethed. Ro. Og smilet bredte sig. Yogatimen med Anja var præcis lige så fantastisk, som jeg havde drømt om. Hun formår på en helt speciel måde at bringe en blødhed og mildhed ind i min prakis, så jeg får åbnet op for noget større end de fysiske stillinger. Hun sørger for, at der er tid til først at skabe et fundament, fylde kroppen med plads, bevidsthed og sensitivitet – tage en pause – og så derpå fyre op for muskelarbejdet, så stillingen folder sig helt ud, og sveden pibler ned på måtten. Jeg rånød hvert eneste sekund i selskab med alle de andre i rummet. Og da jeg gik derfra, var det med et smørret smil, som ikke lige var til at tørre af igen.

Jeg tror, at det regnede lidt, men det føltes som den smukkeste efterårsdag nogensinde, og da jeg havde købt en kage og kop kaffe til gåturen hjem, tog jeg mig selv i højlydt at udbryde “uhmmm”. Mine sanser var på vid gab, og jeg bemærkede duften fra blomsterhandleren på hjørnet, planterne på tagene og alle lydene omkring mig. At aftenen sluttede af på en lækker fransk restaurant sammen med tre nye yogavenner, snegle, rød bøf, vin og crème brûlée gjorde bare dagen endnu mere fantastisk.

Sidste dag havde jeg masser af tid til at tusse rundt i Marais, spise kager og croissanter, sidde på cafeer og kigge på mennesker, og ja, bare suge Paris til mig. Regnen var nu blevet til sol, og de sidste timer i byen sad jeg på en bænk i en park sammen med en masse lokale i bare arme og slikkede sol som små tilfredse leguaner, der lader op til en lang vinter i kulden.

Tilbage i Orly-lufthavnen faldt jeg i en lang snak med en spændende mand. Og i flyet talte jeg næsten hele vejen hjem med en ældre kvinde. Som det mest naturlige og trygge i hele verden – og der var ikke så meget som en snert af frygten tilbage. Kun ro, åbenhed, lykke, energi.

En hurtig opgørelse over turen ser derfor således ud:

Tog af sted med: 
Nervøsitet, usikkerhed, masser af forventninger og nysgerrighed plus en halvtom taske.
Kom hjem med: Boblende lykkefølelse, lethed, ro, ømme muskler efter i alt ni timers dejlig yoga, nye bekendtskaber og åbne invitationer til at komme og overnatte på deres sofaer rundt omkring i Europa, ny inspiration til mine egne undervisningstimer, planer om endnu en nomadetur til Istanbul i maj, masser af kager i maven og en taske fyldt med franske goodies.
Resultat: Endnu et bevis for at frygten for det ukendte ofte kan forvandle sig til ren lykke, hvis jeg tør at give slip og åbne op, men at det – for mig i hvert fald – kræver accept af, at jeg har det sådan nogle gange – og så en hel masse Anusara-yoga med både blødhed og styrke:).

Udsigten fra min værtsfamilies lejlighed i latinerkvarteret. Coachsurfing er en del af yoganomadernes fantastiske koncept.

Til velkomst-event – på mit smil at dømme var der også andet til stede end frygt:)

Jeg observerer nysgerrigt en stjerneunderviser assistere en anden: Chris Chavez og Manel Rodrigues. Begge to fuldkommen fantastiske lærere!

Duggede ruder efter en sveddryppende time med Anja Bergh og Jana Toepfer.

Nogle yogier spiser ikke kød. Det gør jeg. Læs selv her: http://idaskytte.dk/?p=268

Solen skinnede, og jeg var totalt glad.

En uge med grænseoverskridelser

I denne uge skal jeg krydse flere grænser. Først er det et par landegrænser, når jeg i morgen torsdag flyver til Paris. Her skal jeg mødes med en masse yogier fra hele Europa til European Yogi Nomads. Det er et helt fantastisk koncept, hvor lokale og tilrejsende Anusara-yogalærere i skiftende storbyer arrangerer en række workshops og drop-in-klasser rundt omkring i den pågældende by i en hel weekend.


Samtidig er det couchsurfing, hvor alle de rejsende yogier overnatter hos lokale. Jeg har derfor fået et navn på en (åbenbart meget gæstfri og flink) parisisk kvinde og hendes adresse et sted i latinerkvarteret – så det koster altså kun en flybillet og prisen på de forskellige workshops at være yoganomade. Genialt! Jeg glæder mig helt vildt meget!

Meen, når det så er sagt, er der en anden og knap så behagelig grænse, jeg også skal overskride. At rejse alene. Jeg har ellers tit rejst alene som journalist og holder faktisk rigtig meget af det – men den her type tur er noget helt andet. For her skal jeg være alene – sammen med andre.
Og så kan jeg godt få den tanke, at alle de andre sikkert kender hinanden helt vildt godt, og at jeg er den eneste, der tropper op uden at kende nogen – uden en tryghedsperson at holde mig til. Som om jeg crasher en stor familiefest, hvor jeg rent faktisk ikke hører til.

Sådan tænkte jeg også i sommerferien, da jeg hoppede på en bus fuld af fremmede mennesker, der alle skulle til yogafestival i Sverige. Der var jeg først lidt utryg blandt alle de andre. Men så snart jeg slappede af og var mig selv, blev det til en helt fantastisk oplevelse, hvor jeg kom ret tæt på flere af de andre, som jo viste sig at være både varme, åbne og helt ufarlige mennesker.

Og hvis jeg nu skal være helt rationel, så tror jeg faktisk også, at alle vil have åbne arme her i weekenden. Vi deler jo en fælles passion her i livet og kommer til Paris af samme grund, så mon ikke jeg (endnu engang) vil opleve, at den grænse ikke gør så ondt at overskride, og at jeg endnu engang har bekymret mig uden grund…


Udover at være sammen med yoganomaderne skal jeg naturligvis også shoppe, spise masser af kager og lege turist.
Jeg er stor fan af franske apoteker og skal have fyldt tasken med billige økocremer. Jeg skal i American Apparel og kigge på nyt yogatøj, og jeg skal i A.P.C., Isabel Marant, Surface to Air og alt muligt andet, som ikke har noget som helst med yoga at gøre. Og så skal jeg bare hænge ud og se på mennesker.

Min aften med Sianna

Som jeg tidligere har blogget om, elsker jeg yogastilarten Anusara, men er samtidig meget begejstret for at prøve nye yogaformer, -lærere og -studier af.
www.yogaglo.com får jeg det hele, og derfor vil jeg lige give tippet videre.

For kun 105 kroner om måneden – mindre end hvad en enkelt yogatime typisk koster her i Danmark – får man fri adgang til et slaraffenland af videoer med internationalt anerkendte yogalærere som Sianna Sherman, Tara Judelle, Christina Sell, Tiffany Cruikshank, Kathryn Budig og mange flere.

Der er – blandt meget andet – klassisk Vinyasa, hvidklædt Kundalini, Yin – og en hel masse dejlig Anusara. Der er særlige timer for eksempelvis skuldre, stress, energi, fødder – ja hvad som helst, man gerne vil have ekstra fokus på. Og så kan man selv bestemme, om man vil have korte sekvenser på for eksempel ti minutter med basics, eller om man vil have halvanden time på avanceret niveau.

Jeg bruger det en del hjemme på mit stuegulv, enten hvis jeg ikke orker at cykle hen i et studie, hvis jeg har lyst til at være sammen med en af stjerneunderviserne, eller hvis jeg skal have inspiration til en af mine egne undervisningstimer.

For mig er der også et par minusser ved Yogaglo. For det første bliver jeg ekstremt let distraheret, når jeg ikke har en lærer til at holde mig i ørerne. Sianna Sherman kan jeg jo bare sætte på pause, hvis jeg lige vil tjekke mail, sende en SMS eller lave en kop te midt i en solhilsen. Og det gør jeg. Lidt for ofte.

Eller som jeg gjorde den anden aften: “spolede” hen over de indledende øvelser for at komme hurtigt hen til min elskede Pincha Mayurasana… Ups. Der er jo en mening med den måde, lærerne sætter sekvenserne sammen!

En anden væsentlig ulempe er, at der jo ikke er nogen, der opdager, hvis man laver stillingerne forkert, og dermed risikerer man jo at komme til skade. Så for mig er Yogaglo et sublimt supplement og en fantastisk inspirationskilde, men det vil aldrig kunne erstatte timerne i studierne.

Min nye Jade yogamåtte, Pincha Mayurasana og Sianna Sherman – dejlig aften alene i min lejlighed.

Glimt fra skolebænken

Her er et par snapshots fra modul to på min yogalæreruddannelse hos Hamsa:

Pakket og klar …

Fingerspidser og roden af pegefinger presser ned i måtten, yderste fingerled løfter sig en smule, rynkerne ved mit håndled er parallelle med forsiden for enden af måtten – og vupti, min hånd ligner en forfrossen fuglefod!

En håndstand nærstuderes af en af de andre yogalæreraspiranter.

Opsamling og spørgsmål. Grin og tårer. Vi kommer omkring det hele i løbet af sådan en weekend.

Dejlig mad skal der til (sammen med masser af chokolade og kaffe) for at holde fokus. Her en stille stund på Skt Hans Torv.

En af mine medstuderende tager en velfortjent slapper – det er der ind i mellem behov for i løbet af en weekend med 17 timers intensiv undervisning i blandt andet filosofi, anatomi og sanskrit.

Ikke for meget, ikke for lidt

Der er redt op til jer derinde.”

I det nye Sattva yogastudie i det indre København bliver man budt velkommen med en kop te i en hyggelig lounge, inden man bevæger sig videre ind i yogasalen, hvor lyset er dæmpet, og musikken rolig. Yogamåtter, tæpper, bælter, blokke og puder er lagt frem til hver af os, og stearinlys, lyskæder og en buddhafigur i vinduerne spreder hygge.

Jeg har netop taget hul på “en indre opdagelsesrejse i Yin Yoga”, som jeg skrev om tidligere på ugen.
Tempoet er langsomt, lærer Mari Nordstrøms stemme blid og rolig, og vi bliver i stillingerne i flere minutter af gangen for at komme helt ind og arbejde med bindevæv, fascie og knogler. Intet muskulært arbejde i Yin.

Klar til Yin Yoga

Ikke for meget, ikke for lidt,” messer Mari igen og igen. Vi skal ikke presse os længere ud i stillingerne, end hvad der føles rigtigt. Men vi skal heller ikke bare ligge og slappe af. Og vi skal i hvert fald ikke bare rette ind efter præcise instruktioner om for eksempel at underarmene skal i gulvet i “Dragen” – nej, vi skal lytte til vores egen krop, er budskabet! Midt i en intens bagoverbøjning, “Sadlen” kom jeg til at tænke på, at det med at ramme den fine balance mellem for meget og for lidt ikke kun gælder i Yin Yoga. Det gælder i høj grad også i hverdagen væk fra yogamåtten.

Og jeg indså, at jeg har for meget lige for tiden. For meget i kalenderen. For mange aftaler, for mange planlagte yogatimer – og mens jeg nærmest går rundt og prædiker at tage en dag ad gangen og være til stede i nu’et, så har jeg for travlt med mentalt at være på vej til næste punkt i kalenderen hele tiden.

Det er dejlige og helt frivillige ting, jeg propper kalenderen med, men ind i mellem kan selv en yogatime føles som en sur pligt, og så er det jo pludselig ikke yoga mere. Alt andet end mindfuldt. Og helt klart ikke i overensstemmelse med yogafilosofiens “aparigraha”, som betyder “ikke-grådighed”.

Så, note to self efter første skridt på min nye Yin-rejse: Jeg vil prøve at skabe noget mere balance også uden for måtten. Luge ud i kalenderen. Ikke booke så mange yogatimer og i stedet dag for dag mærke efter, hvad jeg har lyst til og behov for. Give bedre plads til nu’et og ikke gabe over så meget.
Og i forhold til Yin – jeg har helt klart også brug for Yang (for nu at blive i sproget), noget, hvor musklerne får lov at arbejde på højtryk. Men det dybe, blide Yin virker for mig som en fantastisk kombi med Anusara for eksempel.

Jeg vil være utro hele livet

Hey Ida, hvordan vælger man egentlig ‘sin’ yogastil? Har luret, at du er tosset med det der Anusara – den time, jeg var til, var Iyengar…kan man krydse stilarter? Tage noget mere fysisk krævende nogle dage og en anden stil en anden dag?”

Jeg fik spørgsmålet af en veninde på Facebook for et par dage siden. Og svarede, at jeg ville anbefale hende at prøve en masse forskelligt, og at hun så sikkert vil falde for en underviser eller en stilart på et tidspunkt.

Bagefter tænkte jeg lidt over det med, at jeg er “tosset med Anusara”. For det har hun jo virkelig ret i, men er det nu også sundt på den måde at kaste sin kærlighed på en enkelt stilart?

Inden jeg fandt Anusara sidste år, havde jeg prøvet en hel masse forskelligt – blandt andet Bikram og meget andet både her i Danmark og i Indien.

Men siden har jeg nærmest blindt fulgt Anusaraen. Så meget, at jeg faktisk følte mig hjemløs, ja nærmest personligt forrådt, da ophavsmanden bag Anusara, John Friend, i begyndelsen af 2012 blev hvirvlet ind i en skandale om både økonomi og sex, hvorefter hele Anusarasystemet langsomt krakelerede. (Læs mere om det på Yoga Dork)

Jeg følte faktisk, at nogen havde hevet yogamåtten væk under mig, og jeg måtte spørge den underviser, som første gang fik mig til at føle mig hjemme i Anusaraen, Maria Kjær Themsen fra Fitness World, hvad hun tænkte. Hun var slet ikke så tom og trist, som jeg var – hun mente faktisk slet ikke, at en enkelt mands gerninger havde betydning for alt det gode i Anusarayogaens principper. Det beroligede mig.

Men i dag er jeg lidt flov over, at jeg ikke selv tænkte sådan. Hvorfor skulle jeg spørge hende til råds – nærmest som hun var en præst i den kirke, jeg ukritisk fulgte? Hvorfor var det ikke nok at søge ind i mig selv og mærke efter?

Så mit svar til mig selv må være, at jeg vil fastholde mit kærlighedsforhold til Anusara, men fortsætte med at afprøve andre former for yoga. Blive ved med at være nysgerrig og udfordre mig selv. Det kan umuligt være sundt at følge nogen eller noget blindt og dermed risikere at miste sin kritiske sans og glemme at stille spørgsmål.
På min yogalæreruddannelse skal vi prøve tre-fire andre studier/stilarter end Hamsa netop for at reflektere. Nogen kalder det “at være utro”. Men jeg vil prøve endnu mere forskelligt og tager fra på tirsdag på en “fordybelsesrejse” i Yin Yoga i det nyåbnede yogacenter Sattva.

Jeg prøvede Yin på Ängsbacka Yoga Festival i sommer. Det var virkelig skønt – helt mildt, blidt og roligt og meget anderledes end Anusara. Underviseren på fordybelsesrejsen er Mari Nordstrøm, der både har Sattva Yoga og Nalini Yoga. Hun er vildt inspirerende og har en hel masse yogalæreruddannelser bag sig – så jeg ser virkelig frem til at være i hendes kompetente hænder de syv tirsdage, rejsen varer. Man kan tage yintimerne enkeltvis, men Sattva anbefaler at tage hele forløbet samlet. Så det gør jeg!

I stedet for at følge én yogalærer eller yogaretning blindt, vil jeg prøve en masse forskelligt og derved blive bedre til at lytte mest til mig selv og min egen intuition. Derfor tager jeg nu på en rejse i Yin Yoga, som er meget mere blidt og dybt, end jeg er vant til.

Om første skoledag og den skrøbelige hjertemuskel

Jeg er stadig lidt omtumlet efter første weekend på min yogalæreruddannelse. Jeg har altid været ret shaky op til skolestart, og da vi lagde ud med en meditation, hvor vi skulle mærke, hvordan vi havde det, kunne jeg mest af alt bare mærke følelsen af “flugt”. Let trykken for brystet, hurtig vejrtrækning og flimrende tanker.

Men efter en lang frokostpause, en masse yoga og god snak ændrede følelsen sig. Da vi sidst på eftermiddagen igen skulle meditere og mærke efter, var jeg helt tryg og rolig og følte allerede en form for samhørighed med resten af gruppen (som af en mystisk grund – noget med en Mayakalender – blev døbt “The end of the world”…):


Første dag handlede meget om muskler. Vores anatomilærer, fysioterapeut Charlotte Nielsen, havde et skelet med sig samt en orange elastik for at illustrere, hvordan musklerne arbejder, og hvor de sidder fast.

Jeg elsker virkelig, at der er så meget fokus på anatomi på uddannelsen, for det er jo det, der gør yogalærere dygtige – når de kan svare på et “hvorfor” i stedet for bare at lire et eller andet af.

“Træk halebenet ind under dig,” lyder det ofte – men hvorfor? Og mange yogalærere siger, at kvinder ikke må dyrke yoga under menstruation. Men findes der overhovedet en videnskabeligt forklaring på det? Jeg har endnu ikke hørt den!

Der findes så mange vedtagne sandheder i yoga, som i den grad trænger til at blive udfordret, og derfor mener jeg, at det er helt afgørende, at man som yogalærer ved, hvad man har med at gøre – og ikke blot kan instruere en elev til at udføre en kriger II, så den ligner billederne. Det kan se rigtig flot ud, men man kan også komme til at være skyld i skader, hvis man ikke kender kroppens indre.

Jeg har engang været til en time i et fitnesscenter, hvor en yogalærer uden videre fik mig most op i en skulderstand, selv om jeg godt kunne mærke, at det var helt forkert for rygsøjlen. Men jeg gjorde det, fordi hun sagde det – og det kostede mig en masse timer hos en fysioterapeut efterfølgende. Dumt.

Og apropos skader og smerter. Uddannelsen er meget inspireret af yogaformen Anusara, som handler om at følge hjertet. Og eftersom hjertet jo også er en muskel, talte vi også lidt om det i lørdags. Det sad jeg og grublede lidt over for mig selv på et tidspunkt. Alle muskler kan man jo træne så meget, at de kommer til at gøre ondt, og der findes en eller anden hårfin grænse for, hvornår man overtræner. Hvad med hjertet? Skal man mon passe lidt ekstra på den muskel?

Jeg oplevede i hvert fald her i weekenden, at jeg lige havde trænet den på en person, som ikke tog imod, og det kom til at gøre lidt ondt. Det var godt nok kun en ultrakort miniforelskelse, men jeg nåede alligevel lige at tænke, at jeg hellere ville have haft lidt ondt i hasemusklerne end hjertet… Men på den anden side – dejligt at mærke, at også den muskel virker!

Kurt – som han vist blev døbt – og hans orange muskelelastik.