Første skoledag

Sommerfugle i maven, nervøsitet, nysgerrighed. Jeg har det nogenlunde ligesom den augustdag i 1985, hvor jeg første gang skulle møde op i 0.C på Jellebakkeskolen:

Måske mit første forsøg på anjali mudra?

Og næsten første vrksasana?

Første skoledag på min yogalæreruddannelse er nemlig om kun halvanden uge.

Jeg er vildt spændt på at møde de andre elever, som jeg skal bruge så mange timer (minimum 200, som en RYT-200 kræver) med det kommende år. Selv om jeg allerede har taget en yogainstruktøruddannelse og underviser både i Fitness World og p.t. Nørrebro Fysioterapi, tropper jeg op helt grøn og nulstillet – med beginner’s mind.
Og med en stærk følelse af, at det her er et af de vigtigste – og potentielt livsforandrende – valg, jeg har truffet i hele mit liv…

Kunsten at vælge fra…

… og ikke blive stresset over det.

Jeg har altid har haft lidt svært ved at foretage valg. For med valg følger jo fravalg, og det har altid stresset mig at tænke på alt det, jeg er går glip af, når jeg laver noget andet. Tidligere har jeg nærmest kunne panikke i en følelse af, at livet og alle dets muligheder bare susede forbi mig fra alle sider, mens jeg bare sad helt handlingslammet og gloede på det uden rigtig at deltage i noget af det.
Sådan er det heldigvis ikke længere, og jeg er for længst blevet langt bedre til at prioritere og give slip på tanken om alt det, jeg misser, og i stedet nyde nuet og livet i det hele taget. Men den her weekend har godt nok været en prøvelse.

Først og fremmest var der jo yogafestivalen, som jeg efterhånden har skrevet en del om. Og når nu jeg var en del af teamet bag festivalen som frivillig – og desuden havde glædet mig i månedsvis – var der ikke rigtig nogen tvivl om, at jeg selvfølgelig skulle derud både lørdag og søndag (og godt at jeg gjorde det – hundredevis af glade mennesker, fantastiske workshops, gensyn med yogavenner fra forskellige steder, møder med nye, inspirerende folk og bare en vildt positiv stemning overalt i to dage.)

Til svedig Jivamukti med skønne Louise Justesen (forrest på billedet) og Tanja Ottesen. Vi forsøgte at tælle deltagere til samtlige workshops, og til deres var der over 150 mennesker! Billedet har jeg lånt af Janni Daugaard, der styrede slagets gang i infoteltet – jeg står lige bag Louise og ser meget koncentreret ud… Workshoppen varede to timer, og jeg tvivler på, at jeg kan gå i morgen…

Men alligevel har jeg ind i mellem tænkt over alt det, jeg har misset her i weekenden, mens jeg rendte rundt på græsset på Amager. Både mad- kunst- og litteraturfestivalerne (jeg var heldigvis til smuk aften på Louisiana med fantastiske Patti Smith fredag) var i denne weekend (spred dem dog lidt ud, hva!). Strøm Festival her på Vesterbro. Leonard Cohen. Fester og familiebesøg. Og meget andet, som jeg gerne ville have været med til.

Jeg er klar over, at mit issue med valg/fravalg er et luksusproblem, i virkeligheden er det jo bare et udtryk for, at jeg er totalt priviligeret og har masser af muligheder her i livet. Men nogle gange kan jeg godt blive i tvivl om, hvorvidt jeg trives bedst med mange muligheder, eller måske i virkeligheden ville have det bedre og mere ukompliceret på en hyggelig økohippiegård langt ude på landet, hvor jeg bare skulle tage stilling til, hvornår dejen skulle i ovnen, urtehaven vandes eller katten kløes bag øret. Det simple liv. Nå, det finder jeg nok ud af undervejs på min rejse….

Bare billeder

Så er første dag på yogafestivalen overstået for mit vedkommende. Selv om dagen begyndte i silende regn, kom der masser af glade folk, og alt var så smukt og gik perfekt. Jeg havde en fest til Simon Krohns partner party – hvor vi blandt andet sang 1-års fødselsdagssang for festivalen liggende i vasisthasana…. mens DR var til stede – men de syntes efter sigende, at det så lidt for sært ud til at bruge i indslaget festivalen….

Jeg skriver lidt mere udførligt efter festivalen, men her er et par billeder fra i dag:

Streetyoga

 

 

Dhal, cupcake og historiefortælling med Soham

Soham fortalte om krishnas hang til ghee, mens vi spiste cupcakes.

Fødder i det store telt…

 

Fra drøm til virkelighed

Bag weekendens yogafestival står to seje og inspirerende kvinder. Jeg har spurgt den ene, Stina Madelaire, hvordan de fik idéen:

“Idéen opstod til en havefest for et par år siden, hvor vi havde inviteret nogle yogaundervisere til at give smagsprøver på deres undervisning. Det var ret populært, og der var mange den dag, der prøvede yoga for første gang. Vi så et potentiale for at skabe noget, der var endnu større og tilgængeligt for endnu flere. Det blev i første omgang til et én-dags gratis yogaarrangement i Søndermarken sidste år og Copenhagen Yoga Festival var en realitet.”

Mange andre lande har jo større festivaler med internationalt kendte undervisere, hvor man overnatter og betaler for at deltage. Har I planer om, at CYF skal vokse i samme retning?
“Ja. Den interesse vi oplever for festivalen er ret massiv, og det tyder på, at vi er klar til en yogafestival i stil med, hvad vi ser i andre lande. Når det er sagt, er det også vigtigt for os hele tiden at holde det i en størrelse, hvor vi kan følge med. Hvor vi ikke er afhængige af en masse investorer, men kan bevæge os i den retning, der føles naturlig og på den måde give festivalen lov at udvikle sig mere organisk. Vi har valgt at holde det gratis at deltage på festivalen igen i år, og hvordan vi skruer det sammen til næste år afhænger af de erfaringer, vi gør, og den respons vi får fra deltagere, samarbejdspartnere og undervisere. Men min personlige drøm er da helt klart, at CYF skal vokse til en flere-dages festival med undervisere fra hele verden og plads til mange tusinde mennesker. Det kunne være fantastisk!”

Hvad glæder du dig selv mest til ved festivalen?
“Til at sidde lige midt i det hele og vide, at vi har lagt hjerte og sjæl i at realisere en drøm om at dele yogaen med så mange mennesker som muligt, og at det rent faktisk er det, der sker lige dér omkring mig… Og der kommer jeg nok til at sidde noget tid! Jeg glæder mig til at opleve glæde, grin, sved på panden, leg, musik, fest og kærlighed. Og til selv at undervise lørdag aften lige inden festen starter!”

Og hvad betyder yoga for dig?
“Alt. Blandt andet at jeg i dag beskæftiger mig med noget, jeg virkelig brænder for. Yogaen fik mig til at skifte spor på det helt rigtige tidspunkt i mit liv og gav mig modet til at springe ud på dybt vand og finde de store svømmetag frem… haha. Yoga betyder, at jeg mærker livet lidt mere, og at jeg er mere ærlig over for mig selv i forhold til de valg, jeg træffer, de mennesker jeg omgås og i det hele taget måden, jeg lever mit liv.”

Læs mere om Stina her. Og om Mai Brøndsted, den anden initiativtager, her.

Det nye Roskilde?

It’s my yoga and I can party if I want to!

Er det her mon fremtiden for Københavns yogafestival?
Næppe! Men kom alligevel i weekenden, det bliver så fedt!

Mit program (kun de sikre, som jeg kender i forvejen. Håber derudover på lidt overraskelser – måske noget ayurveda eller chant.):
Lørdag: Simon Krohns “party partneryoga” (se selv, det ER en fest at lave yoga), Soham Johansens “Matrika Shakti, visionary speech”, Nanna Wagners og Stina Madelaires “Little miracles”.
Søndag: Jivamukti med Tanja Ottesen og Louise Justesen.

Og når jeg ikke laver yoga, står jeg i infoboden og sludrer – kom endelig forbi!

Det der med fest og yoga har jeg i øvrigt skrevet om før – for kan man både være fan af fest&alkohol og lave yoga?

Kloge ord på en mandag

Der findes tonsvis af citater med mere eller mindre kloge ord – på tebreve, på Facebook, i yoga – overalt, og meget er jo bare banaliteter. Men alligevel kan ordene være stor inspiration for mig – for eksempel den her video (som i sin grundtanke minder mig om noget af det, jeg prøvede at sige i et af mine første indlæg).
Se videoen, læs skiltene – måske får du ligesom mig lyst til at forandre et eller andet i dit liv… måske bare en lille bitte ting denne mandag, der markerer starten på en ny uge.

Smagen af saltvand

Der er stor forskel på, hvordan jeg tager mine læreres ord til mig fra yogatime til yogatime. Nogle gange vandrer mine tanker rundt, mens læreren taler – vandrer ud ad lokalet, forbi min kalender og så tilbage igen. Andre gange er jeg 100 procent til stede og får hvert ord helt ind under huden, ind og ramme sanserne. I dag var sådan en dag.

Jeg havde ellers haft voldsomt travlt på arbejde, så jeg er ret imponeret over, at det lykkedes mig at slippe det og fokusere på min anusara 2-time i Hamsa. 2′erne er ofte langt mere tekniske, og det elsker jeg jo, så jeg var helt på. Jeg var så åben for lærer Simons ord og instruktioner, at da han sagde noget om at “inflate your whole body”, ramte det et barndomsminde, hvor jeg pustede en gummibåd op.
Som barn sejlede jeg meget med min familie, og det var ren lykke, når gummibåden var pustet op, og jeg kunne ligge og skvulpe i den bag båden. Det minde fyldte mig pludselig så meget i dag, at jeg kunne smage saltvandet og fornemme plastiklugten fra gummibåden. Jeg blev helt varm og lykkelig inden i – og lagde den følelse ind i stillingerne.
Det er altså ufatteligt, hvad yoga kan gøre – jeg bliver virkelig ved med at blive forundret over, hvor mange positive effekter det har. Først: Totalt smadret og hektisk efter presset arbejdsdag. Halvanden time efter: Glad, let, fokuseret og rolig.

- Elsker stadig saltvand og sejlbåde…

Sverige igen

Det er altså et eller andet med Sverige/svenskere og yoga…
De har nogle fantastiske undervisere, flere forskellige festivaler rundt om i landet og nu også et magasin kun om yoga, Yoga för dig. Måske har det noget at gøre med alle deres dejlige træer og smukke natur…
Jeg har i hvert fald hele mit liv knuselsket den svenske natur (ja, Sverige i det hele taget faktisk, f.eks. også Kent, som jeg lige har været til koncert med på Skanderborg festival:) og havde en ubeskrivelig stor og speciel oplevelse under årets yogafestival på Ängsbacka, hvor jeg var på “silent walk” med den californiske ultrahippie Blake Steele (som jeg i et tidligere indlæg har lovet at skrive lidt mere om). Den milde, smilende mand med pandebånd og fjer bundet i det krusede, grå hår var helt vildt inspirerende og fik mine øjne åbnet endnu mere for, hvor eventyrligt fin skoven var. Og jeg mærkede nærmest helt fysisk det varme “kiss of life“, som han kaldte solens stråler mellem trætoppene, i hvert fald var det ret magisk at stå der og kigge op i skønheden den julidag.
På et tidspunkt blev vi desuden opfordret til decideret tree hugging, men der nøjedes jeg dog med at stå lidt ved det her træ, mens jeg holdt et lille fnis tilbage over, at jeg helt rent faktisk stod sammen med en masse happy hippies med armene slynget omkring træerne (hvorefter jeg så en kvinde sidde og helt roligt ae en vandtpyt i den blåbærdækkede, bløde skovbund, der kunne jeg altså ikke lade være med at grine indvendigt..):

På yogamagasinets hjemmeside skriver de desuden lige nu i en artikel, at det er videnskabeligt bevist, at “skoven gør dig frisk” – der er altså et eller andet med Sverige/svenskere og yoga… Ren kärlek!


Og apropos Ängsbacka – der er lavet en dokumentar om en anden festival, der finder sted i ugen op til yogafestivalen, nemlig “No Mind” – se virkelig sjov og syret trailer her. Godt nok har jeg stået sammen med en masse vaskeægte tree huggers, men “No Mind” er vist lige lidt for outreret for mig. Lige nu i hvert fald… ;)

Et hot gensyn

Egentlig havde jeg afskrevet det – Bikram.
Jeg kom en del i det 40 grader varme studie på Nørrebro her i København for nogle år siden, men droppede det igen, fordi jeg hverken brød mig om den militante undervisningsstil, de låste knæ, serien med de faste 26 stillinger eller den måde, som Bikram-imperiet kører.
Men i morges klokken 6:30 stod jeg pludselig igen i det lumre lokale – som siden sidst har fået gulvtæppe på – og kampsvedte. Og gjorde sådan her:

Jeg var simpelthen blev nysgerrig. Hvordan ville min krop mon reagere på øvelserne og på varmen, nu hvor den er langt mere vant til yoga? Var det virkelig så slemt, som jeg huskede det med underviserens dikterende ordrer og deres evindelige “lock your knee, lock your knee, lock your knee“?

Positivliste:

- Jeg kunne være med, selv om min tommelfinger er forstuvet. Der er nemlig ingen hundestræk eller andet, hvor man skal støtte på arme/hænder (denne sætning kunne også stå under ikke-positiv-listen…)
- Det var totalt fedt at mærke forskellen fra sidst – mærke min styrke og øgede fleksibilitet (jeg siger ikke, at jeg er blevet smidig, men klart mindre stiv:)
- Jeg havde det fantastisk bagefter. Klokken var otte, København var kold, og jeg havde ellers været ret tilbage-fra-ferie-dvask, men jeg var helt tændt og springfyldt med energi. Så som fysisk træning er det vildt fedt! Og alene af den grund skal jeg helt sikkert snart tilbage i varmen og blive tæsket igennem.
- Udover det fysiske var jeg også høj på, at jeg var kommet af sted i stedet for at blive under min varme dyne. Hej viljestyrke, der var du!
- Skøn underviser, sød, sjov og sej – Fie Lohse.

Ikke-positiv-liste:

- Jeg kan ikke holde regler og ensformighed ud. Rutine. Jeg kommer alt for let til at tænke på næste stilling i stedet for bare at være til stede i den nuværende, og mens 1,5 time i Hamsa kan flyve af sted, er jeg langt mere fokuseret på tiden og på rækkefølgen, når der er en fast serie. Det gælder også eks. Jivamukti, som har et fast regelsæt med eks. 75 vejrtrækninger i hovedstand, og også ashtanga, som jeg faktisk aldrig har prøvet alene af den grund…
- Ja, det var som jeg huskede det med de låste knæ og alle ordrerne fra underviseren. Men på en eller anden måde føltes det ikke helt lige så militant. Måske er jeg bare blevet bedre til at tage det gode og lade være med at gå så højt op i det, jeg ikke bryder mig om.. Så måske kunne dette egentlig også stå på positiv-listen.
- Fornemmelsen af “McYoga” – en McDonaliseringen af yoga, Bikrams patent på de 26 stillinger osv. Det er bare så super utiltalende. Se evt denne øjenåbnende dokumentar.
- De låste knæ. I nogle stillinger føltes det faktisk rigtigt i dag (i modsætning til sidste gang, hvor det virkede meget mere forkert på mig), men jeg er større tilhænger af mikrobøjede knæ for at beskytte dem mest muligt.
- Den første åndedrætsøvelse, hvor man igen og igen skal krænge hele hovedet bagover, føles helt forkert på mig! Kan bare mærke, at min nakke ikke har godt af det.
- Spejlene. Min praksis bliver meget mere fokuseret på, hvordan jeg ser ud, når jeg skal stå og glo mig selv ind i øjnene hele tiden.

Overordnet: Jeg forsøgte at komme med ren tavle – uden fordomme eller negative forventninger – og det var langt federe, end jeg huskede det. Men det vil aldrig være yoga nok for mig – men måske et hot supplement til et andet studie, hvor jeg kan om’e, chante og meditere:)
Der mangler fokus på det mentale. (Selv om man skal udfylde en seddel med eventuelle skader, hvor der både er “fysiske, sjælelige og mentale skader“, som mulige afskrydsninger:) Gad vide hvad folk har skrevet der i årenes løb…. og hvad er egentlig en sjælelig skade…?

Accept

Min tommelfinger er stadig forstuvet. Og som jeg tidligere har nævnt, har det betydet, at jeg har måttet droppe nogle yogaarrangementer her i weekenden, som jeg ellers havde glædet mig meget til.
En ting, jeg dog ikke droppede, var min undervisningstime i Fitness World i dag. Jeg havde ellers overvejet, om jeg burde finde en afløser, fordi jeg jo ikke kan demonstrere alle stillingerne, men i stedet valgte jeg at bruge forstuvningen som en aktiv del af timen.

For efter at have ærgret mig over de ting, jeg pludselig ikke kunne gøre, var jeg kommet frem til, at jeg lige så godt kunne acceptere, at jeg i øjeblikket har nogle fysiske begrænsninger. Det gav jo ingen mening og var super ukonstruktivt at gå rundt og ærgre mig over noget, jeg alligevel ikke kunne ændre.

Hele timen kom derfor til at handle om accept. For lige så vel, som jeg må acceptere, at der er visse ting, jeg ikke kan gøre noget ved, nu hvor jeg har et skadet led, er der jo også ting i yogaen, man lige så godt kan acceptere. Hvorfor eksempelvis ærgre sig, hvis man ikke kan nå jorden i uttanasana lige nu, når man i stedet kan acceptere tingenes tilstand, og så ellers bruge kræfterne og intentionen på at ændre på de ting, man rent faktisk kan – for eksempel blive mere mentalt nærværende i stillingen, engagere musklerne i benene og så ellers lade åndedrættet gøre arbejdet med at bøje i hofterne? Med den accept og en god portion tålmodighed skal fingrene sikkert nok nå jorden en dag (da jeg begyndte til yoga, kunne jeg slet ikke nå jorden, nu kan jeg placere begge hænder fladt på jorden med strakte ben).

Jeg har længe arbejdet med ordet accept. I første omgang accept af mig selv, som jeg virkelig er. Og ja, det lyder super banalt, men for mig har det været noget af det sværeste, jeg nogensinde har gjort – men samtidig det mest forløsende og livsforandrende. Til det positive altså:)
Jeg har eksempelvis i alt for mange år haft travlt med at leve op til et selvbillede med en hel masse forventninger om en bestemt karriereretning, som slet ikke har harmoneret med, hvad jeg rent faktisk har haft lyst til. Forventningerne var nogle, som jeg bildte mig ind, at andre havde til mig, men i virkeligheden var det jo bare mig selv, der ikke lyttede til, hvad jeg rent faktisk havde lyst til og i stedet kørte i et spor, hvor jeg ikke trivedes, og hvor det handlede alt for meget om, hvad andre mon tænkte om mig. Og om de mon kunne lide mig, hvis jeg viste mig selv, som jeg virkelig var – uden dog helt at vide, hvad det var.

Det kunne også være spørgsmål som:
- Kan jeg ændre min chef eller min arbejdsplads? Næppe… Nå, hvad kan jeg så gøre? Enten acceptere vilkårene, og hvis ikke jeg bryder mig om dem, må jeg jo fjerne mig fra arbejdspladsen i stedet for at blive og evt. gå ned med stress. (Ikke relevant pt, er vildt begejstret for mit job.)
- Kan jeg ændre min kæreste? Jeg har i øjeblikket ingen kæreste, men tidligere har jeg helt klart forsøgt at ændre mænd i stedet for at acceptere dem fuldt ud. Det er der mest af alt kommet utilfredshed og frustrationer ud af, så næste gang vil min intention være fuldkommen accept!
- Kan jeg ændre vejret? Nej vel, så kan jeg lige så godt nyde, at det regner og ellers tænde nogle stearinlys, brygge noget kaffe og slænge mig på sofaen med en spændende bog og et varmt tæppe.
- Osv.

Langsomt har jeg altså lært at blive bedre til lytte til, hvad jeg har lyst til, og hvad jeg vil med livet – fuldkommen afkoblet fra, hvad andre måske/måske ikke mener. Og det har givet mig en fantastisk frihedsfølelse og livsglæde, som jeg ikke har haft før på samme måde.
Den accept har også resulteret i, at jeg oven i købet har fundet en tilfredshed og taknemmelighed i nogle af de ting, som jeg før i tiden nok havde brugt en masse krudt på at ærgre mig eller bekymre mig over. Og nu eksempelvis nyder jeg alt den ekstra tid, som min forstuvede finger giver mig til at råhygge med veninder – og til at blogge:)

Tilbage til timen: Konkret talte jeg om accept i nogle at stillingerne – for eksempel uttanasana og fingerspidsernes rækkevidde – og vi sluttede af med en kort meditation, som handlede om at acceptere de tanker, der måtte komme forbi, uanset hvad indholdet var. Ikke noget med at dømme dem, men bare se dem, registrere dem – og så give slip på dem. Og så snakkede jeg også lidt om min tommelfinger:)

Og at flere elever efter (vikar)timen kom op og takkede og spurgte, hvor jeg underviser, gjorde jo kun min taknemmelighed og glæde endnu større. Ren ♥

Apropos accept:

Tak…

Jeg har lige læst alle jeres kommentarer igen, både til mit indlæg om kød, til “lille bid af paradis” og “en dag ad gangen“, og jeg er simpelthen så glad og rørt. Som jeg også skrev i mit allerførste indlæg, har jeg overvejet, hvad meningen egentlig var med at lave en blog om mit liv med yoga – der findes jo så mange yogablogs i forvejen, og kan jeg overhovedet bidrage med noget, som andre vil kunne få noget ud af at læse, eller er det et bare narcissistisk navlepillerprojekt, som jeg burde holde for mig selv..!? Tænkte jeg.
Men nu er jeg efterhånden overbevist om, at det giver mening, og jeg er helt overvældet over, hvor mange der rent faktisk læser med (sådan noget kan man åbenbart se i en statistik). Derfor har jeg tænkt mig at fortsætte, og jeg vil forsøge at være så ærlig, åben og autentisk som muligt (også selv om det kan føles lidt skræmmende…)
Tak for jer!

I går fik jeg i øvrigt et meget fysisk bevis på, at yoga er kommet til at fylde rigtig meget – også i min kalender. Jeg skulle nemlig lige blære mig over for et par børn og klatre hurtigt op ad en klatrevæg, og i farten kom jeg til at banke min tommelfinger hårdt ind i et eller andet. Nu er den hævet, og lægen har pakket den ind med beskeden om, at den er forstuvet i inderste led, og at jeg ikke må støtte på den foreløbig. Det betyder, at jeg må droppe flere af weekendens arrangementer – bl.a. pop-up event lørdag og noget yoga for yogalærere søndag, som jeg ellers havde glædet mig meget til.
Så til jer der kommer til mine timer søndag, mandag og tirsdag – jeg kommer nok til at snakke og instruere mere og vise mindre selv…
Og til mig selv: Måske er det et tegn på, at jeg bør skrue lidt ned for tempoet og lidt op for tålmodigheden. Og så ellers tage til Stella Polaris søndag efter at have undervist min hatha-time i stedet:)
Samt ingen:

En lille gave

Nu har jeg fundet ud af, hvordan jeg lægger youtubevideoer ind på bloggen (ikke så svært;), og det første, jeg vil dele, er en hel anusaraklasse med Danmarks eneste (så vidt jeg ved) certificerede anusaralærer, Marie Lumholtz. Jeg har jo efterhånden nævnt anusara en del gange i bloggens korte levetid – nu er det på tide at show it, don’t tell it:

For mig fungerer hjemmepraksis med computeren faktisk ikke super godt, jeg bliver alt for let distraheret, men jeg har alligevel abonnement på den fantastiske side Yogaglo, hvor lærere som Sianna Sherman, Christina Sell, Tara Judelle, Elena Brower osv osv underviser foran kamera, så man derhjemme i sin stue kan få undervisning af nogle af de bedste og mest inspirerende lærere. Man kan vist også få 14 dages gratis prøveabonnement, hvor man kan boltre sig i de lækre timer i forskellige længder, med forskellige temaer og forskellige yogastilarter. Jeg er fan!

Leg i luften

Oven på et lidt seriøst – og debatskabende - indlæg om kød kommer her et i den lettere ende:)

Jeg er med på frivilligholdet bag Copenhagen Yoga Festival, og som før nævnt arrangerer vi en række pop-up events rundt omkring i byen op til selve festivalen.
På lørdag den 4. august står den på akroyogaleg i mit hood klokken 16-18 – læs mere her. Det foregår på Skydebanen på Vesterbro, hvor man snedigt nok kan plante sine børn på den store, fine legeplads, mens man selv leger med de andre voksne på græsset.

Selv om jeg er med til at arrangere eventet, må jeg indrømme, at jeg endnu ikke er hoppet på akrovognen. Jeg har også kun prøvet det en enkelt gang, som var sjov, men jeg havde lidt svært ved at se, hvad akrobatikken havde med yoga at gøre. Men den opfattelse kan jo nå at ændre sig mange gange undervejs på min yogarejse - nu skal Nina og Boris i hvert fald prøves på lørdag!

I det hele taget er det en dejlig uge proppet med yoga – jeg har en del undervisningstimer i Fitness World og Nørrebro Fysioterapi og laver alt muligt andet yogarelateret. Det skud energi og glæde, jeg får af at undervise og få respons fra eleverne, gør det desuden langt mere overskueligt at starte op på mit “rigtige” job efter tre ugers fantastisk sommerferie, hvor min hjerne i dén grad har været sat på stand by, og hvor jeg har haft et yderst minimalt forbrug af alle de elektriske apparater, som jeg nu skal i kontakt med hver dag på kontoret. Tager lidt tid at komme mentalt op i gear…