Om yoga og kød

Jeg har jo varslet et indlæg om kød. Og nu springer jeg ud i det – med fare for at bringe nogle yogasind i kog – og det ved jeg, at emnet kan, for jeg har allerede vendt det med nogle stykker, og det kan altså være ret følsomt område at træde ind i!! (Skriv endelig kommentarer.)
Nå, men jeg spiser kød, det kan jeg lige så godt få på plads med det samme. Ikke særlig tit, men jeg gør det. Og nyder det.

Men kan man være yogi og/eller yogalærer og samtidig spise kød?
Jeg er klar over, at nogle vil mene, at min vej til samadhi er knust i det øjeblik, jeg sætter tænderne i en rød bøf, for så vil jeg allerede der have overtrådt en af de fem yamaer, nemlig ahimsa, der betyder ikke-vold – eksempelvis at slå dyr ihjel. Yamaerne er yogaens fem “don’ts” ifølge Patanjali – der er også fem “do’s”, niyamaer, og en hel masse andre moralske leveregler, der udgør en del af den traditionelle yogas i alt otte “grene”, der fører til samadhi – hvis altså man tror på den slags.

Men for mig handler yoga ikke om faste regler og god/dårlig moral, og der findes ingen regelsæt, jeg vil følge slavisk. Jeg forsøger naturligvis at købe økologisk kød af god kvalitet fra dyr, der har haft et fornøjeligt liv, men jeg kan ikke udelukke, at der vil ryge en ganske almindelig, masseproduceret, Food, Inc-ish kylling i kurven engang, fordi der ikke er andet på hylderne. Og det er der desværre sjældent her i Danmark, fordi folk ikke vil bruge deres penge på det, men det er helt anden (og vildt vigtig) historie. Jeg kan ikke afviser, at jeg igen bliver vegetar engang, men i så fald vil det handle om dyrevelfærd, ikke yoga.
Yoga handler for mig om accept og åbenhed – om ikke at være fordømmende over for andre, og ikke om hvem der lever mest “yogisk” og korrekt efter bogen. Derfor er det selvfølgelig helt fint med mig, hvis andre ikke vil spise dyr, det er deres personlige valg – ligesom jeg har truffet mit valg. Vigtigst er bare i min optik, at der er plads til os alle, så yoga ikke bliver ekskluderende, men inkluderende.

Jeg har ellers været vegetar i en periode på ti år indtil for syv år siden (hvor jeg smagte en sublim lammekølle og derefter langsomt begyndte at spise kød igen), så tanken ligger mig bestemt ikke fjernt. Og jeg er fuldt ud klar over, at der findes masser af super lækre alternativer i grøntsagsafdelingerne (det fik jeg i dén grad bevist på Ängsbacka), og at protein findes mange andre steder, men så længe jeg ind i mellem har lyst til kød, har jeg tænkt mig at spise det. Og nyde hver en bid. 
Yoga er for mig
lig med livsglæde, åbenhed og accept – ikke med moral og religion.

Jeg overvejede at lade være med at illustrere dette indlæg for ikke at provokere nogen, men jeg vil alligevel dele min begejstring for lækker kød, for jeg kan stå fuldt ud inde for, hvad jeg gør. Ellers ville jeg ikke gøre det (men hvem ved, måske ændrer jeg holdning undervejs på min yogarejse…i så fald kommer der nok et indlæg om det:).
Her til fantastisk parilla i Argentina:

Efter en lang cykeltur ved foden af Andesbjergene glæder jeg mig til et stykke rødt kød og et glas malbec.

 

Lille bid af paradis

Så er jeg efterhånden ved at være klar til at få nogle af mine tanker om yogafestivalen på Ängsbacka ned på bloggen. Det er uhyre sjældent, at jeg ikke kan få mine tanker omformet til ord – jeg er jo journalist og vant til formidling, men den uge i Sverige fylder så meget i mig og har sat så mange ting i gang, at jeg nærmest befinder mig i en form for skriveblokade.

For hvordan skal jeg kunne beskrive fyldestgørende, hvor meget kærlighed der var, hvordan det føltes at være blandt smilende, positive mennesker konstant i en hel uge, og hvordan det var at opleve en form for lejrskolefølelse med de 30 danskere, der fulgtes ad i bussen derop og holdt sammen i løbet af ugen? Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive de dybe, livsbekræftende og tankevækkende samtaler, jeg havde med de fantastiske mennesker, eller de mindblowing oplevelser med yoga jeg havde undervejs – oplevelser så intense, at jeg fik tårer i øjnene af ren lykke.

Det må jeg nok bare acceptere, at jeg ikke kan, og at de oplevelser må blive indeni mig. Ligesom den smukke svenske natur og Ängsbackas fine omgivelser må blive i min erindring, da jeg jo ikke rigtig fik taget billeder. Røde træhuse, blødt, grønt græs, urtehaver, farvede bedeflag, bål, frugttræer, høns, eventyrlig skovbund. Lille bid af paradis!

De konkrete yogaoplevelser kan jeg til gengæld godt få ned på bloggen. Hver dag var der et hav af forskellige workshops at vælge i mellem, og jeg lavede en blanding af at teste nye ting og dyrke det velkendte. I forhold til det velkendte var der to anusaralærere, som jeg fulgte hele ugen. Anja Bergh og Helena Wintre. Det var uden tvivl nogle af de mest fantastiske timer, jeg nogensinde har haft med yoga, og jeg skal helt sikkert opstøve de to igen. Snart! Heldigvis er der ikke længere end til Göteborg/Stockholm:) Med små, præcise instruktioner om knoglernes positioner i forhold til hinanden kom jeg ind i stillingerne på en helt ny måde med masser af frihed og styrke. Det er en af de ting, jeg elsker ved anusaraen, de anatomiske rettelser, der giver lethed og fundament på en gang. Jeg blev så rørt under den sidste time med dem, at jeg kom til at småtude. Og det er en god ting:)

Udover Anja og Helena havde jeg mange andre fantastiske yogaoplevelser. Men også nogle, hvor jeg mærkede min grænse. Det var bl.a. “godess yoga” og kundalini, som bare ikke er mig. Gudindeyoga handlede om at få kontakt til sin livmoder (!!) og om at få kvinderne til at få styrke ved at sige ting som “I am freedom” – ikke lige min kop te. Og kundalini er bare for mystisk for mig, og jeg kan få en følelse af noget nærsekterisk, når der sidder en mand ved navn Guru og messer satnamsatnamsatnam, mens armene flyver i vejret med militant præcision. Mange elsker det, fred være med det – det er bare ikke mig.

Jeg vil også fortælle om tree hugging (det findes faktisk!!) og flere ting, hvor mine grænser i den grad blev testet. I et andet indlæg.

Ting til eftertanke, som jeg også vil skrive om en anden gang:

- Maden var vegetarisk (og vanvittigt lækker), og mange yogamennesker rører ikke kød (bl.a. pga. ahimsa). Så: kan man være yogalærer og samtidig spise kød?

- På Ängsbacka var der stor nysgerrighed og åbenhed omkring de forskellige yogaformer – men hvorfor er yogaverdenen ellers så opdelt og de forskellige stilarter så forskansede?

Apropos grænser og forskansethed. Sådan her kan man også gøre den slags (ordene siger en del om Ängsbackastemningen:):

Kærlighed i skoven

Så er jeg hjemme efter en uge på Ängsbacka yogafestival. Helt fyldt op med kærlighed, taknemmelighed og lykke. Og masser af yoga naturligvis.

Det var en oplevelse af de helt særlige, og jeg skal lige bruge nogle dage på at lande og på at absorbere alle indtrykkene, inden jeg skriver mere her på bloggen.

Man måtte ikke tage billeder under de forskellige workshops, men jeg nåede at snuppe dette, inden det gik op for mig:

Pop-up 1

Sådan her så der ud i Frederiksberg Have i går:

Første pop-up event af en række op til yogafestivalen her i København i august. Jeg er med til at arrangere et den 4. august, det bliver formentlig på Skydebanen her på Vesterbro. Update kommer senere!

I går var mit første rigtige møde med Kundalini, og det var ret interessant – også at observere de forbipasserendes reaktioner på en orangeklædt, mantrasyngende underviser (Pia Saranpreet Kaur) og en flok mediterende mennesker, der lavede sære vejrtrækningsøvelser og messede sære ord. (Satnam)
Nogle reagerede skeptisk. Andre nysgerrigt. Og et cirka 10-årigt forbipasserende barn så interesseret, at han fik et tæppe og hoppede om på bagerste række for at være med. Så fint!
Efter dette møde med Kundalini kan jeg godt følge både de nysgerrige, de interesserede og skeptikerne (mest skeptikerne).

Og nu skal jeg pakke til Ängsbacka – vender først tilbage efter festivalen.

Farvel fordomme?!

Tidligt mandag morgen hopper jeg på en bus sammen med 31 andre – loaded med telte, soveposer, yogamåtter og masser af sommerfugle i maven.
En hel uge i en svensk skov omgivet af flere hundrede mennesker, der står op til yoga kl 5 om morgenen, mediterer, spiser vegetarmad og tror på, at det hele bidrager til verdensfreden – jeg er helt vildt spændt på, hvordan det bliver, og jeg har besluttet mig for at være så fordomsfri og åben som overhovedet muligt.

Mest af alt glæder jeg mig meget til at prøve nye yogaformer. Iyengar, Kundalini og Jivamukti for eksempel. Jeg er jo faldet pladask for Anusara, som jeg før har skrevet om, men måske er der noget, der tiltaler mig endnu mere derude i yogaverdenen. Det hele skal have en chance, også selv om det er meget spirituelt, og underviserne bærer turban og underlige navne!
Og så glæder jeg mig også vildt meget til at være sammen med skønne mennesker, lære nye at kende, bade i skovsøer, teste min fysik (flere timers yoga syv dage i træk bliver et godt pejlemærke for, hvor klar jeg egentlig er til min yogalæreruddannelse), være væk fra internet og telefon – så er der kun tilbage at krydse fingre for ok vejr og begrænset antal myg og knot… Og for at møde en:

 

Ikke så skizo

I et tidligere indlæg skrev jeg, at jeg havde valgt ikke at tage på Roskilde i år. Men dagen før festivalstart ombestemte jeg mig, og det var den bedste (om)beslutning længe! Jeg var i en fire dages konstant lykkerus – høj på en følelse af maksimal frihed, kærlighed og muligheder.

Den følelse ser cirka sådan her ud (mikset med alkohol og Malk de Koijn):

Ren lykke. Som også kan give sig til udtryk i tårer som under The Cures “Trust”, der for mig er så smuk og fyldt med minder, at jeg kom til at tude.

 

Jeg har – som tidligere nævnt – tænkt en del over, hvordan jeg skal forholde mig til at rumme både hangen til fest og yoga. Er det skizofrent at tage på Roskilde den ene uge og til yogafestival i Sverige, hvor alkohol og cigaretter nærmest er bandlyst, den næste? Er det et enten-eller?

På vej i toget til Roskilde torsdag formiddag tænkte jeg på en måde at bygge bro mellem de to verdener. Der var nemlig arrangeret yoga for festivalfolket, så det kunne jeg jo gå til og på den måde holde fast i min praksis og ikke blive alt for skizo. Men da jeg landede derude blandt de skønneste folk og faldt ind i den velkendte Roskildefølelse, glemte jeg alt om yogaevent. Jeg havde ikke brug for noget som helst andet, end præcis hvad jeg havde.

I går faldt brikkerne så lidt mere på plads for mig. Jeg var til en yogatime, der handlede om energi og om at mærke livet. Selv om min krop var slidt og shaky efter Roskilde, var jeg super meget til stede. Det var, som om kontakten til yogamåtten var helt sitrende, og Simon Krohns ord om livskraft og kundalini gik direkte ind – jeg følte virkelig energien og livskraften i rygsøjlen – sushumna nadi. Tanken er, at der er en kanal inde i rygsøjlen, der leder energi forbi de seks chakraer, og egentlig er jeg (endnu?) ikke helt fortrolig med chakrasnak og nadier (selv om en af dem faktisk hedder Ida :) ), men energien i chakraområderne kunne jeg i dén grad mærke!

Og da Simon spurgte: Hvor energi og livskraft tør du at lukke ind uden at panikke? gav det hele pludselig mening. Spørgsmålet faldt selvfølgelig i forbindelse med en vildt udfordrende stilling, men for mig var det også åbenbaringen omkring mine skizotanker. For lige der på måtten lod jeg energien og livet strømme ind – fuldkommen frygtløs og uden at panikke. Og det var jo lige præcis, hvad jeg også gjorde i fire dage på Roskilde. Alle sluser – nadier – kald dem, hvad du vil – var på fuld gab, både på Roskilde og på yogamåtten dagen efter, og jeg kunne mærke livet i hver eneste fiber af min krop.
For mig behøver det altså ikke at være to verdener, der skal bygges bro i mellem. Det er ikke et enten-eller.

Lækkerier

Så er programmet for årets yogafestival i København endelig offentliggjort. Jeg har været med til at skrive tekster til hjemmesiden, så der er ikke rigtig nogen overraskelser blandt navnene, men det er alligevel lækkert og inspirerende at se det hele sat op og online.

min liste står:
- En del, som jeg kun har læst eller hørt om: Blandt andre Gavin Rutherford, Pernille Dybro, Siliam Bjerre og Asger Freltoft Knudsen.
- Og nogle stykker, som jeg kender i forvejen: Blandt andre Simon Krohn, Nanna Wagner & Stina Madelaire samt Jivamuktilærerne Tanja Ottesen og Louise Justesen.

Læs mere på www.copenhagenyogafestival.dk