108 solhilsener på tre timer?

I yogaverdenen er tallet 108 noget ganske særligt – og det findes der en hel masse forskellige – både spirituelle, matematiske og fantasifulde – forklaringer på.

Derfor er det en tradition at lave 108 solhilsener i forbindelse med eksempelvis forårsjævndøgn – og nu kommer traditionen til København for at støtte regnskoven i Amazonas. Den 9. marts er vi seks yogalærere (Jessica Basken, Nanna Wagner Nielsen, Stine Brink, Samanta Castro Nash), som hver guider 18 solhilsener, og både nybegyndere og øvede kan være med. Vi skal nok sørge for at forklare stillingerne og overgangene grundigt – 108 chaturangaer kan godt gøre nas i skulderen ellers:)

Har du lyst til at være med på en anderledes udfordring, så er tid og sted:
Soulhouse på Nørrebro, lørdag den 9. marts klokken 14-17.
Læs mere her. Og find os på Facebook her.

108SS

Body-sds: Den ultimative overgivelse

Vi får ofte at vide i yoga: “Giv slip på dine spændinger, slap helt af i musklerne.” Men det er bare ikke altid lige let – nogle gange ved vi ikke engang, at vi spænder op, fordi vi er så vant til at gøre det konstant. Vant til at have kontrol.

Jeg har længe vidst, at jeg især omkring hofterne har tendens til at spænde op og holde godt fast – nærmest som om jeg ikke tør at give slip. Lidt lige som når jeg skal lette med et fly og automatisk aktiverer alle muskler for at forhindre, at flyet skal styrte ned – altså med andre ord en ret irrationel form for krampagtigt at holde fast i styringen, i kontrollen.
Konkret i yoga kan jeg mærke det i den type stillinger, der bliver kaldt hofteåbnere – og i stedet for at give efter, stritter mine muskler imod, så jeg ofte oplever, at nærmest alle andre i lokalet er smeltet helt sammen i en stilling, mens jeg stadig svæver og kæmper langt over jorden og får lyst til at snerre af læreren, der fortsat messer, at jeg skal overgive mig. Egentlig gør det jo ikke noget for yogaen, at jeg ikke kan komme langt ind i stillingerne, men det gør noget, at årsagen er modstand og spændinger, for det er ting, jeg rigtig gerne vil af med, og jeg ved, at det er muligt. Jeg ved bare ikke helt hvordan, jeg skal give mere slip.

Netop det talte jeg for nylig med nogle af mine medstuderende på yogalæreruddannelsen om. De anbefalede mig at prøve body-sds. Det står for “Body Self Development System” og er en dansk metode, som mikser dybdegående massage, zoneterapi, akupressur, ledfrigørelse og afspænding, og som både arbejder med krop og sind. Kort efter tog jeg hen til Henrik Friis fra Bedrekrop.dk, der holder til i et lille, rødt baghus på Frederiksberg. Efter få minutter sagde han venligt, men resolut:

Jeg ved allerede, hvad vi skal arbejde med.

Timen på briksen var ikke ligefrem behagelig. Så er du på jagt efter en times nydelse, er der mange andre behandlinger, jeg vil anbefale før Body-sds i hvert fald! Til gengæld er effekten mærkbar og holder meget længere end den ene time.
Hans lange, dybe tryk på bestemte punkter på min krop gjorde, at jeg var lige ved at skrige af smerte, men han blev tålmodigt ved, indtil jeg stoppede med at kæmpe imod og i stedet slappede af og trak vejret roligt helt ned i maven – indtil det pludselig ikke gjorde ondt mere. Det var nærmest, som om mine lår, hofter og baller flød lidt ud på briksen, og det kan godt være, at det ikke ligefrem lyder tillokkende, men det var et tydeligt tegn på, at jeg endelig gav helt slip – den ultimative overgivelse, som jeg ikke selv kunne opnå i yogastillingerne.

Da jeg cyklede derfra, følte jeg mig fri og lettet, og jeg tænkte over, hvor godt yoga og Body-sds egentlig supplerer hinanden, hvis man som mig gerne vil give lidt mere slip på kontrollen – både fysisk og mentalt. Og efterfølgende har jeg forsøgt at genfinde følelsen derhjemme – uden at have et par stærke hænder til at mose mine muskler. For eksempel ved at:

- lægge den ene fod op på et bord/vindueskarm/andet i hoftehøjde og så stå der og gøre hofterne og toppen af lårbensknoglerne tunge. Op til fem minutter, så musklerne kan nå at forstå, at de skal holde op med at kramme sig fast til knoglerne, og så hofterne kommer på linje.

- lægge mig på ryggen på gulvet med sædeknuderne helt op mod væggen og benene lodret op ad væggen. Den lækre Viparita Karani. Gerne helt op til ti minutter, hvor lårbensknogler får fred og ro til at synke ned mod jorden, ned på plads.

Fem lækre yogaevents i udlandet

Heldigvis er der masser af lækker yoga at mæske sig i her i Danmark. Men jeg elsker også at rejse ud i verden og lave yoga – her er nogle af de lækre ting i min kalender:

Yoganomaderne rykker til Tyrkiet:
I begyndelsen af maj rejser jeg med European Yogi Nomads til Istanbul. Konceptet er det samme, som da jeg var i Paris og skrev dette indlæg. Eventyr, nye venner og stjerneundervisere – blandt andre mine yndlings: Anja Bergh og Chris Chavez. Jeg glæder mig helt vildt meget til at alt den lækre yoga, til at møde alle de europæiske yoganomader, som jeg lærte at kende i Paris, igen og til at opleve Istanbul for første gang.

Yogagames i Sverige:
Tre dages event i Göteborg i slutningen af maj med et hav af yogaklasser og fantastiske undervisere. På mit program står blandt andre Jonathan Monks, Rusty Wells og Katy Appleton – jeg har fået dem alle  varmt anbefalet, men kender dem endnu ikke, så jeg er vildt nysgerrig. Jeg rejser derop med en flok kolleger fra Streetyoga og kan næsten ikke vente.

Mit første retreat – Sydfrankrig:
I uge 28 går en drøm i opfyldelse. Jeg er nemlig blevet hyret til at undervise på en yogaferie i Sydfrankrig, arrangeret af Mathias From fra Mindful Yoga. En hel uge med over 20 timers yoga og meditation i smuk natur – jeg føler mig virkelig taknemmelig over at have fået den chance! Du kan læse mere på www.yogaferier.dk

Gensyn med Ängsbacka:
Efter retreatet i Sydfrankrig tager jeg direkte tilbage til Sverige, hvor jeg skal på en uges yogafestival i den smukke, svenske natur. Vegansk økomad, farvede bedeflag i træerne, hippiefeeling og treehuggers. Jeg var der sidste år og var så begejstret, at jeg lovede mig selv, at jeg skal med hvert år – resten af mit liv. Lad os nu se, om det holder, men billetten til 2013 er i hvert fald købt.

Derudover skal jeg måske til Berlin og opleve skønne Elena Brower, som jeg “kender” fra mit yndlings online-yogastudie, Yogaglo. Men jeg håber, at hun også kommer til Danmark…

Kender du til andre spændende yogaevents, er du mere end velkommen til at tippe mig om dem – enten på min nye yogaprofil på Facebook.

Læs tidligere indlæg:

Om yoganomaderne, Anja Bergh og Chris Chavez:
- Da min frygt blev til ren lykke i Paris
-
Jeg ønsker mig
- Yoga helt nede på jorden
- “A legendary glorious blaast”

Om Ängsbacka:
- Lille bid af paradis
- Kærlighed i skoven
- Farvel fordomme?!

Masser af ny yoga til Aarhus

Mens København for længst har smidt de klassiske yoga-orange gevandter og i stedet svøbt sig i mere moderne yogaretninger, har Aarhus ikke haft så stort et yogaudbud. Indtil nu.
Nu åbner hele to studier nemlig på en gang. Hamsa udvider og åbner i Mejlgade, og The Yoga Collective åbner på Vesterbro Torv.

hamsatags

Hamsa, Mejlgade 50:
Det er min lærer Soham, der står bag det nye studie i Mejlgade. Guro Korterød Frantsen står for den daglige drift og skal selv undervise en masse – og også Soham er fast på programmet, så nu kan også aarhusianerne opleve Anusarayogaen, som jeg elsker så højt. Der vil også være både vinyasa og hatha. Jeg er så heldig at være tilknyttet som vikar og er på skemaet både i vinterferien og i uge 9. Kom endelig forbi, jeg er både super spændt (og lidt nervøs) for at skulle være med til at starte studiet op. Der skulle vist være et billigt introtilbud.

The Yoga Collective, Vesterbro Torv 1-3:
Bag det andet nye studie står Nadia Lunn og Britt Skov Madsen, som jeg kender fra min nytårsyogaferie. Begge er certificerede fra Sattva i København. Første yoga i studiet er en akro-workshop den 16.-17. februar med Line Bangsbo og Jeppe Skovgaard, som jeg har skrevet om her. Derefter kommer der blandt andet chandra, vinyasa og hatha flow på skemaet samt forskellige workshops. Det er i øvrigt også Britt og Nadia, der står bag den nye yogafestival i Aarhus, Yoga Days, som du kan læse om her.
Kæmpe tillykke med yogaen til dig, kære Aarhus!

Læs tidligere indlæg om yogaferien:
Min nye flamme
Det blev et yogaretreat
Champagne eller svedehytte

En anden slags lektier

På yogalæreruddannelsen får vi altid en masse lektier for mellem modulerne. Stillingernes sanskritnavne, anatomi, Anusarayogaens principper eksempelvis. Til det kommende modul har vi fået nogle helt specielle filosofilektier for.
Klassisk yoga er jo ikke kun de fysiske stillinger (asanas), vi laver på måtten – oprindeligt var der hverken krigere, kobraer eller kameler i yogaen. Eller gummimåtter for den sags skyld. Derfor skal vi selvfølgelig også lære om det tusinder år gamle fundament, som moderne yoga bygger på, så i seneste lektiemail stod der:

På modul 6 gennemgik vi de fem yama’er og niyama’er fra Patañjali’s Yogasutra. Vælg én af disse ti og praktisér den og undersøg den til modul 7. Læg mærke til hvad det gør ved dig, hvad det gør ved dine relationer, og om det er let eller svært… Det kan være en kraftfuld og sjov måde at praktisere yoga, men kun hvis du gør det helhjertet. Så fyr den af!!

Der findes cirka lige så mange tolkninger af, hvad yama’erne og niyama’erne grundlæggende dækker over, som der findes yogalærere. Nogen kalder dem yogaens do’s and dont’s, og de er to ud af i alt otte dele af den klassiske yoga, som Patanjali skrev om for nogle tusinde år siden.
Yama’er = Strategier for afholdenhed. Niyama’er: Strategier for selvdisciplin. Fem af hver.
Dem gennemgik vores lærer Simon Krohn med os en vinteraften for nylig med te, tæpper og slik, og han opfordrede os til i mens at mærke efter, om vi følte os ramt af nogle bestemte og så altså vælge én at praktisere i en periode. Jeg satte kryds ved tre og valgte til sidst “santosa” fra niyama’erne. Tilfredshed. Eller: ophøret af at have en idé om at mangle noget.
Resten af niyama’erne er: renhed, askese, selvstudie, hengivenhed til Gud. Yama’erne er: ikke-vold (“ahimsa” – den del, som mange yogaudøvere bruger som argument for vegetarisme), sandfærdighed, ikke-stjæle, cølibat (som sagt – alt det her er fra de ældgamle tekster:) og besiddelsesløshed.
Jeg er stadig i fuld gang med lektierne og vil derfor vente lidt med konklusionerne, men nemt er det i hvert fald ikke. Til gengæld er det vildt interessant, og jeg lærer mig selv bedre at kende, jo mere bevidst jeg bliver om mine tanke- og handlemønstre – at jeg eksempelvis har tendens til at hige efter noget andet end det, der er lige nu. Og jeg kan mærke, at der vokser en større taknemmelighed, ro og accept indeni mig, når jeg praktiserer santosa.
Jeg vil derfor gerne invitere jer bloglæsere til at lave samme lektier. Læse om Patanjalis otte dele af yoga, nærstudere de ti yama’er og niyama’er og så prøve at praktisere en eller flere. Eventuelt føre dagbog undervejs. Eller skrive om oplevelserne i kommentarfeltet herunder.
God fornøjelse med old school yoga.

Læs tidligere indlæg om Hamsa-uddannelsen:
Da jeg stod model
Popmusik og to pytter på en yogamåtte
Glimt fra skolebænken

 

Tak for søndags-namaste

Bloggeren Tine Christensen fra Aarhus har fundet på den fineste idé, som hun kalder et “søndags-namaste“. Hver søndag fremhæver hun en anden yogablog:
Et slags yogi-shout-out om man vil – til en anden blogger, som jeg synes er interessant, unik, og som inspirerer.
I dag er det min blog, hun giver et “søndags-namaste” – jeg takker og glæder mig til at læse alle de andre blogs, som hun fremover vil skrive om.
Og fra mig skal der lyde et rungende søndags-hurra for alle tiltag og initiativer til at dele inspiration!
Læs Tines blog her.

Endnu en udfordring til mig selv – asanas extravaganza

”Det er sandsynligvis landets højeste sværhedsgrad, og det bliver supersjovt.”

Sådan lancerede Simon Krohn (en af mine undervisere på yogalæreruddannelsen) for nylig sine nye niveau 3-yogahold i Hamsa Yoga Studio. Indtil da havde der kun været niveau 1 og 2, og jeg havde sådan set følt mig fint udfordret på niveau 2. Efter at have grublet et par uger over, om det nystartede hold mon var noget for mig, tilmeldte jeg mig endelig i denne uge. I onsdags cyklede jeg så af sted for at finde ud af, om jeg mon ville møde min fysiske grænse. Og hvad det i så fald ville gøre ved mig.

Timen startede med en klokkeklar advarsel: “I brake for no one,” sagde Simon Krohn. Hvis han skulle tage hensyn til den del af eleverne, der var dukket op, selvom de ikke helt var klar til en 3′er, ville han jo ikke kunne holde det høje niveau – ingen laveste fællesnævner her, lod han os forstå! Mens han talte, steg tvivlen og panikken op i mig. “Hvad laver jeg dog her?” “Hvordan slipper jeg ud af lokalet igen – flugt?!”
Heldigvis lagde han efter advarslerne en dæmper på frygten igen ved langsomt at begynde at grounde os.  Få os til at lukke øjnene, afspænde ansigtet. Gøre læberne bløde. Det fik mit hjerte til at slå normalt igen. Jeg kunne jo bare tage en pause, hvis det blev for meget, tænkte jeg – så bring it on!

Jeg var spændt på, hvad der egentlig lå i det med niveau 3. Krævede det kæmpestore muskler, skulle man kunne alle stillingers sanskritnavne, skulle man være særligt smidig, eller skulle man være ekstra nærværende og mindful (og hvem skulle i så fald tjekke det?)?
Vi startede med almindelige solhilsener, dog uden så mange instruktioner som på de andre niveauer. Og så kørte det ellers hårdt på: One-legged King Pigeon Pose! Mermaid pose! Stillinger som normalt er “peak poses” – altså dem man som lærer ofte bruger første del af en yogatime på at bygge op til gennem forskellige forberedende stillinger. Hofteåbnere eller bagoverbøjninger for eksempel. Her var det en decideret “Peak Parade”, som Simon Krohn bemærkede. Eller “asanas extravaganza”.
Men det gik ikke stærkere, end at der stadig var tid og ro til at guide os ind i stillingerne gennem de forskellige Anusaraprincipper, som jeg ikke vil rode mig for langt ud i her, men som rent fysisk gør de meget udfordrende og avancerede stillinger mere opnåelige og sikre på en gang. For eksempel i den fulde version af Vasisthasana ved først at stritte numsen bagud og dermed lave inderspiral og så lave yderspiral ved at trække halebenet ind under sig og så derefter strække øverste ben helt ud og op mod loftet og lade stillingen udfolde sig helt.

Mødte jeg så min grænse? Ja, på den måde, at jeg ikke kunne nå ud i den fulde version af alle de avancerede stillinger. Mit øverste ben stod absolut ikke lodret op mod loftet i Vasisthasana. Men det er jo heller ikke meningen, at man nødvendigvis skal kunne komme helt ud alle stillinger for at lave god yoga. Det handler mere om, hvad der sker på vejen dertil – at vi bemærker, hvordan vi reagerer på de forskellige udfordringer. Møder du dem med smil, nysgerrighed og overgivelse, eller møder du dem med modstand og kontrol? På den måde bliver yogamåtten en form for spejl på vores reaktionsmønstre i livet generelt – vi bliver bevidste om dem, og derefter kan vi prøve at forandre dem, hvis ikke de er hensigtsmæssige for os. Bliver jeg sur på mig selv, hvis ikke jeg kan stå i spagat, eller accepterer jeg det og arbejder tålmodigt videre? Tør jeg at lave back-drop fra hovedstand, eller holder jeg igen på grund frygten for det ukendte?

Så selvom niveauet er tårnhøjt til de nye 3′er-timer, har jeg helt sikkert tænkt mig at komme og eksperimentere, udforske og lege med igen snart!

 

Da jeg stod model

Anatomi er en essentiel del af min yogalæreruddannelse. Vi lærer musklernes og knoglernes latinske navne, vi lærer om nerver, led, skader, og vi studerer og analyserer hinandens kroppe for at kunne bruge det hele i vores undervisning. To gange er jeg endt som model foran hele holdet.
Desværre var det begge gange, for at vores lærer, Charlotte Nielsen, der både er fysioterapeut og yogalærer, kunne illustrere, hvordan en skæv krop ser ud i virkeligheden. Forrige moduls anatomifokus var nemlig skulderregionen, og her er jeg åbenbart et pragteksempel på, at ikke alle mennesker er symmetrisk bygget. Ved en detaljeret analyse af mine skulderblades placering på ryggen ser man, at højre skulderblad hænger længere ude mod højre, peger mere indad forneden (og det er vel og mærke ikke meningen), og at jeg ikke har særlig meget naturlig krumning i den øverste del af rygsøjlen. Og så roterer min rygsøjle let om sig selv, så jeg faktisk også hælder en lille smule mere frem i højre side.
Men min mest tydelige “fejlkonstruktion” kræver ingen nørdet anatomisk ekspertanalyse. Man kan bare kigge på mine kraveben og skuldre – og så ser man tydeligt, at jeg er kortere i højre side af kroppen.

Selvfølgelig er det fedt at blive opmærksom på, for så kan jeg jo begynde at arbejde med at udligne skævheder i de forskellige yogastillinger og med at opbygge muskelmasse, der hvor jeg måske er lidt for svag i øjeblikket. Men samtidig blev jeg faktisk oprigtigt ked af det, da jeg stod der foran alle mine medstuderende som eksemplet på en skæv krop. Ikke fordi jeg har noget imod at være “anderledes”, men fordi jeg i årevis har kæmpet med smerter i højre side af ryggen, som jeg har fået undersøgt af læger, og som jeg arbejdet længe med hos en fysioterapeut for en del år siden – uden at årsagen blev fundet, og uden at smerterne forsvandt.
Gennem yogaen har min ryg heldigvis fået det bedre. Ikke perfekt, men markant bedre. Men som jeg stod der, blev jeg ramt af en følelse af ærgrelse, fordi “fejlen” og dermed forklaringen på en masse problemer og frustrationer først blev opdaget nu – og især fordi det er så tydeligt at se. Hvorfor så fysioterapeuten ikke det åbenlyse? Og hvorfor i alverden har jeg ikke selv set det, når jeg har kigget på mig selv i et spejl??

Det, der nu står tilbage, er naturligvis iveren efter at arbejde endnu mere konkret og målrettet med min skæve krop. Række mere ned gennem højre hånd i hundestrækket, så højre side af min krop bliver forlænget, og rotere højre albue, så den vender ligesom venstre albue for at nævne et konkret eksempel. Mest af alt kribler det i mig for at bruge alt det, jeg lærer om kroppes skævheder og forskelligheder, når jeg selv skal undervise, så jeg kan guide eleverne til en bedre kropsholdning og dermed et mere smertefrit liv. Endnu et af de utallige plusser ved at lave yoga!

Min anatomilærer Charlotte Nielsen fortæller om skulderregionens knogler, led, bindevæv og muskler.

Fem sekunder om fire måneder

Egentlig er jeg ikke tilhænger af at opsætte alt for konkrete mål for mig selv – strikse nytårsfortsæt om vægttab eller om at lægge laster på hylden eksempelvis. For mig er den slags ofte mere nedbrydende end opbyggende, for hvis jeg ikke overholder løftet til mig selv, risikerer jeg at ende med at dunke mig selv i hovedet med fiaskofølelse og dårlig samvittighed i stedet for at have fået noget positivt ud af det.
Nå, men nu har jeg så alligevel gjort det – sat et konkret mål: Fem sekunder i fri håndstand inden den 1. maj. Det er ikke grebet ud af den blå luft, men valgt sammen med en sej håndstandsmester, der også har givet mig delmål – så jeg tror virkelig på det! Fem sekunder er faktisk ret længe (prøv selv engang), men det er dog et realistisk og ikke overambitiøst mål, så nu skal jeg bare øve, øve, øve. Jeg har en masse effektive teknikker fra yoga og elsker også at bruge inspirationsvideoer, når jeg øver hjemme på stuegulvet. Som tidligere nævnt bruger jeg det virtuelle yogastudie Yogaglo rigtig meget, men der ligger også et hav af gode sager gratis på Youtube. For eksempel:

Fra min egen yogalærer:

Mere skulderarbejde (Anusaranørderi på japansk):

Meget pædagogisk:

Selv om målet nu er sat, vil jeg ikke dunke mig selv i hovedet, hvis jeg 1. maj stadig ikke står fem sekunder i fri håndstand. Det er nemlig formuleret ret løst inde i mit hoved – jeg vil FORSØGE at nå målet i stedet for, at jeg SKAL nå det. Spændende om det kommer til at slække på motivationen og kampgejsten – men mon ikke det bliver opvejet af, at jeg nu har delt det her på bloggen…

Læs tidligere indlæg om Yogaglo:
Min aften med Sianna

En lille gave

Min nye flamme

Kærlighed ved første blik var det ikke. Som jeg tidligere har skrevet om, har jeg ikke helt kunnet se, hvad akroyoga havde med yoga at gøre (læs her og her). Var det ikke bare nogle legesyge voksne mennesker, der lavede akrobatik sammen? Hvorfor ikke bare kalde det “akro” uden “yoga”?
Men på min nytårsyogaferie (læs her og her) fandt jeg yogaen i akroyoga.

Det var, når jeg langsomt lænede mig ind over en af de andre, greb de fremstrakte hænder og overgav mig til hans/hendes krop, mærkede hvordan balancen og stabiliteten blev styrket af at give slip på kontrollen og trække vejret dybt, at de varme følelser for akroyogaen voksede frem. Foreningen med andre mennesker. Den dybe tillid og overgivelsen.

Det var, når det pludselig lykkedes at flyve højt over jorden uden frygt, og når vi klaskede sammen oveni hinanden i kæmpe grin, at det pludselig gik op for mig, hvor meget jeg faktisk elsker at lege og længes efter at slippe tøjlerne og hæmningerne mere i mit ellers kontrollerede liv.

Og det var, når jeg mærkede frustrationen over at være en usikker base – den der ligger nederst – der især i begyndelsen tabte sin partner, at jeg blev taknemmelig over, at der konstant er nye steder i yogaen at starte helt fra ny igen, udforske og fordybe sig i.

Jeg har med andre ord fået øjnene op for mange grunde til, at akroyoga selvfølgelig er yoga. Udover arbejdet med nærvær, åndedræt, overgivelse og at slippe kontrollen, der i høj grad er yoga for mig, er der også flere rent fysiske teknikker, som bruges i “almindelig” yoga. Balance, stabilitet, muskelarbejdet og knoglernes placering i forhold til hinanden for at nævne nogle eksempler. Og så er der den bonus, at to plus to i akroyoga giver fem, fordi man hjælper hinanden ind i endnu dybere stræk og samtidig får sig en omgang thaimassage. Totalt win-win!
Så her midt i min nyforelskelse er jeg ret begejstret over, at vores to inspirerende og seje akroundervisere fra nytårsturen, Line Bangsbo og Jeppe Skovgaard Larsen, begge arbejder i yogastudiet Streetyoga, hvor jeg for nylig begyndte at undervise fast, så de nu er mine kolleger. Jeg har allerede tilmeldt mig deres akroworkshop den 12. januar, og jeg glæder mig som et lille, legesygt barn.

Det var ikke kun akroyogaen, jeg forelskede mig i hen over årsskiftet. Jeg var – som tidligere skrevet – meget i tvivl, da jeg skulle vælge mellem yogaturen og nytårsfest. Når jeg tænkte over det, virkede det besynderligt at tage med en flok næsten fremmede mennesker ud i den jyske natur på hippie/indianerstedet Eagleroad, når nu jeg var inviteret til fancy fest i København. Fint nok med alt mit yoga, men var det her ikke lige en tand for stenet? Tre gange yoga hver dag, meditation, svedehytte, vegetarmad, sovesal.
Men når jeg mærkede efter og slap tankerne og vurderingerne, havde jeg klart mest lyst til at tage af sted, og jeg har ikke fortrudt et sekund, at jeg gik ind i 2013 i uldne benvarmere i stedet for stiletter.
Da jeg på vej hjem derfra sad i toget og fordøjede oplevelserne, blev jeg opfyldt af en følelse af glæde og taknemmelighed. Selvfølgelig rettet mod alle de fantastiske mennesker, jeg havde levet op og ned ad og oplevet en særlig samhørighed med i fem intensive dage, men først og fremmest var taknemmeligheden faktisk rettet mod mig selv, fordi jeg igen fravalgte det meste oplagte og velkendte til fordel for noget, som jeg til gengæld føler mig meget hjemme og fredfyldt i.
Så endnu “note to self” her på bloggen: Hold fast i at vælge med hjertet og ikke med hjernen!

Læs tidligere indlæg:
Om akroyoga:
Mens vi venter
Leg i luften

Om nytårsturen:
Det blev et yogaretreat
Champagne eller svedehytte?

 

Tid til nytårsstatus

Nytårstid er statustid, så jeg har kigget tilbage og lavet en liste over de indlæg, der har fået mest respons fra jer, der læser med. På mail, Facebook, i kommentarfeltet eller ude i virkeligheden.

1. Popmusik og to pytter på en yogamåtte
2. Da min frygt blev til ren lykke i Paris
3. Om yoga og kød

Fælles for netop de indlæg er, at der er noget på spil – at jeg som blogger giver noget af mig selv, som I læsere enten kan relatere til, eller som inspirerer eller måske endog provokerer.

Det er også der, hvor jeg ind i mellem kan tænke “shit, var det nu smart at dele med hele verden…” og føle mig blottet og sårbar bagefter. Men hvis ikke jeg kan skrive ind under huden mig selv en gang i mellem, vil jeg hellere lade helt være med at skrive.

Der skal dog være en balance. Så også fremover vil jeg mikse korte, letfordøjelige indlæg med de lidt længere, men mit overordnede formål med at blogge er at være åben, så indlæggene bliver personlige uden at blive alt for private. Om det lykkes er op til andre at vurdere.
Tak for alt jeres fine respons og for at I læser med – rigtig godt nytår!!

En chance til

Da jeg lørdag formiddag underviste i Streetyoga, skulle vi selvfølgelig fejre, at jorden ikke var gået under dagen før. Jeg havde inden da tænkt over, hvad man kan bruge sådan en anledning, til og jeg var kommet frem til, at vi skulle se nærmere på, hvad vi ville gøre, hvis vi fik en chance til her i livet. Det kan jo være alt fra at se mindre tv, meditere mere, være mere sammen med dem, vi holder af, spise mere chokolade, spise mindre chokolade til at ville forfølge vores drømme og udleve vores inderste passion. Småt og stort.

En af de ting, jeg kom til at tænke på, var, at jeg ville tænke mindre i “burde”. Give mere slip på selvkontrollen og perfektionismen. Netop det kan jeg kultivere på yogamåtten, og i lørdags opfordrede jeg eleverne til at gøre det samme. At give slip på forestillingerne om, hvordan den perfekte Parsvakonasana eller Virabhadrasana II skal se ud og i stedet mærke efter, hvad der føles rigtigt. Tag en pause i stedet for at piske dig selv. Bakke lidt ud af stillingen, hvis det føles for intenst. For:

- Ville du, hvis du fik en ekstra chance her livet, bruge den på a) at forsøge at gøre alting perfekt eller på b) at gøre det, der føles rart?

Vi behøver jo sådan set ikke en annullering af jordens undergang til at ransage os selv og foretage ændringer i vores liv. Mindre kan gøre det. Det kræver dog en bevidsthed om, hvad vi ikke er tilfredse med her i livet – og så mod og styrke til at foretage de nødvendige ændringer. For mig har det krævet en lang og sej kamp – og massevis af timer på yogamåtten – at skrælle alle lagene af og komme helt derind i mig selv, hvor jeg kan mærke, hvad der rent faktisk gør mig glad. Og det er først, når vi er helt inde ved kernen, at vi kan foretage de valg og forandringer, som for alvor vil give os mere livsglæde – jeg blev jo ved med at lede efter den samme type job, så længe jeg var overbevist om, at det var det rette spor for mig. Men det viste sig, at jeg byggede karrieren på nogle idéer og forventninger, som var ude af trit med mig selv. Og jeg blev ved med at lede efter den samme type mand, så længe jeg troede, at netop han ville gøre mig lykkelig. Men jeg ledte efter noget, der skulle matche et selvbillede, der ikke harmonerede med mit hjerte, og jeg blev derfor ved med at være utilfreds med de mænd.
De mange timer på yogamåtten har altså hjulpet mig med at smide nogle af lagene, men de har det med at komme krybende og klistre sig på igen, så for mig vil det kræve en konstant yogapraksis at holde kontakten til mig selv åben. For jeg kan stadig tage mig selv i ind i mellem at stræbe efter den perfekte Parsvakonasana eller Virabhadrasana II (og indrømmet, især hvis læreren kigger) – men jeg giver mere og mere slip.

Det blev et yogaretreat

Jeg var virkelig i tvivl – skulle jeg vælge champagne eller svedehytte nytårsaften? For selv om yoga fylder meget i mit liv, er jeg også stadig enormt glad for fest og ballade, så jeg følte mig endnu en gang splittet mellem de to verdener.

Men jo mere jeg tænkte over det, jo mere gik det op for mig, at det faktisk ikke primært var nytårsfesten, jeg havde svært ved at vælge fra. Det var mere dagene mellem jul og nytår, som jeg gerne ville have her i København, fordi jeg så ville have masser af tid til at …. lave yoga, tage ud i naturen, være sammen med søde folk. Fester af der jo altid masser af, god tid i hverdagen til de andre ting – not so much.

Da det pludselig stod klart, sendte jeg straks min tilmelding til retreatet, for det er jo netop, hvad jeg får der. Ikke med mine tætteste venner dog – men formentlig med nogle spændende mennesker, som jeg kommer til at dele noget helt særligt med.

Undskyld jeg forstyrrer, men…

Det kom helt inde fra mit inderste. Og det kom helt bag på mig. Pludselig hørte jeg mig selv midt i et højlydt “juhuuu” til en workshop om håndstand og armbalancer med Michael Bjerrum for nylig. Jeg stod i fri håndstand midt i lokalet, og begejstringen over ikke at have brug for en ven eller en væg fik mig til spontant at hvine i fryd.

Det skete også for et par uger siden. Da var det i Urdvha Dhanurasana, hvor jeg for første gang prøvede at slippe måtten med den ene hånd, placere den på anklen og stadig have fuld kontrol. Der kom også pludselig en skinger jubellyd ud af mig – det lød noget i retning af “wiiiii”…

Begge gange kom udbruddene helt spontant – jeg nåede slet ikke at overveje eller vurdere, om det ville være pinligt/passende/forstyrrende i forhold til de andre omkring mig. Jeg havde helt klart smidt kontrollen. Og det er ellers ikke noget, der sker særlig tit i mit liv, så det var faktisk befriende at kunne give fuldkommen slip og bare rånyde det, jeg stod midt i.

Dét at give mere slip på selvkontrollen vil jeg forsøge at bringe med ud i den “virkelige” verden – væk fra måtten. Jeg vil nok ikke begynde at råbe “juhuuu” og “wiiiii” alle mulige steder, men jeg kan uden tvivl øve mig i at skrue ned for analyserne og vurderingerne af andres mulige reaktioner og tanker, inden jeg gør noget eller siger noget. Dels betyder det jo reelt intet, hvad andre tænker om mig, dels kan jeg alligevel ikke regne ud, hvad de rent faktisk tænker, selv om jeg prøver – so why bother?

 

Jeg ønsker mig…

Jeg har længe været modstander af ønskelister. Til stor frustration for venner og familie har jeg ofte afvist at lave sådan nogle, fordi jeg har set dem som en bestillingsseddel – og inderst inde drømt om, at folk ville finde på personlige gaver. Noget med tanke og mening bag.
Da jeg var barn, var det selvfølgelig anderledes. Dengang satte jeg ivrigt og forventningsfuldt en masse krydser i BR-reklamerne og ønskede mig brændende Lego, Star Wars og dinosaurer. Men senere fik jeg altså den idé, at jeg ikke ville hjælpe mine venner og familie med at finde på gaveidéer.

Da jeg var barn, kunne jeg ikke gøre andet end at håbe vildt og inderligt, at mine forældre gav mig det fra listen, som jeg ønskede mig allermest. Jeg kunne prøve at lokke, charme, tigge, men i sidste ende lå beslutningen ikke i mine hænder.
Det gør den til gengæld i dag. Derfor er det også kun mig selv, der kan stå i vejen for at få ønskerne opfyldt.

Nu er vi der så igen. Mine forældre har lige bedt mig om at komme med julegaveønsker. Men i år skal de nok få en liste – ikke mere selvoptaget modstand fra mig. Ja, jeg vil faktisk gå så vidt, at jeg også vil lave en (yogarelateret) liste til mig selv! Og den skal ikke kun gælde jul, men række ud i hele 2013 – og endnu længere måske. Noget er realistisk nu og her. Andet skal der arbejdes lidt mere på…

- En tur med European Yogi Nomads til Istanbul i maj.

- Håndstand i det fri. Jeg mangler faktisk kun at smide frygten for at falde bagover, for jeg kan godt.

- Yoga med min yndlings-Anja Bergh.

- At overskride min ultimative fysiske begrænsning og nå Hanumanasana (og i det hele taget tilegne mig nogle af Hanumans kvaliteter, men det er en anden og knap så konkret historie…:)

- Yogatur til Indien. Den sydlige del denne gang, mere ayurveda. Og en masse andre yogarejser rundt i verden. Bali, San Francisco og og og….

- Mod til at prøve at føre min store drøm ud i livet…

- Simon Krohns kommende bog om yogafilosofi.

- Nye bløde bukser fra Moshi Moshi.

- At jeg kan blive ved med at skrive indlæg, der inspirerer, pirrer, provokerer – eller på anden måde vækker noget i jer, kære læsere. Derfor er jeg virkelig taknemmelig for de mails og kommentarer, I skriver til mig. Keep ‘em coming!

Lækre lektier

Denne weekend står på yogalæreruddannelse. Der er gået over en måned siden sidste modul, og jeg kan mærke, at jeg virkelig trænger til at komme videre i fordybelsen – normalt går der ikke så lang tid mellem modulerne, men vores undervisere kører også en intensiv yogalæreruddannelse i Indien hver vinter, så derfor har vi måttet vente lidt længere denne gang.
Ventetiden har jeg brugt sammen med min læsegruppe og med nogle af disse bøger:

Helt konkret er jeg i øjeblikket i gang med at studere nerver:

Champagne eller svedehytte?

Jeg er splittet. Igen. Nytårsaften nærmer sig, og jeg skal snart træffe et valg.
Skal jeg hoppe i stiletter og kjole og give den fuld gas med venner, champagne og østers? Eller skal jeg hoppe i bløde leggins og tage med på yogaretreat i den smukke jyske natur?
Skal min 1. januar være med eller uden tømmermænd? Hvem skal jeg være?

Valget står altså mellem noget i den her stil:

Jeg har fejret nytår på alle mulige alternative måder, som her til gadefest i Buenos Aires – men jeg har aldrig prøvet at vælge svedehytte frem for fest nytårsaften.

Eller den her stil:

Smuk jysk natur, varmt tøj og yoga – ja tak!

Jeg må snart beslutte mig, jeg er bare virkelig ikke god til det der med at vælge fra.
Lige nu hælder jeg mest til retreatet, og der er heldigvis stadig pladser. Vil du også med? Så læs mere her.